Marion Cotillard og Guillaume Canets elskede Cap-Ferret

I komedien Nous Finirons Ensemble tager det franske filmstjernepar Marion Cotillard og Guillaume Canet os med til Arcachon-bugten og halvøen Cap-Ferret, der ligger lidt uden for Bordeaux. Filmen er en efterfølger til Les Petits Mouchoirs (Små Hvide løgne) og har fornyelig haft fransk premiere. Følg med i filmoptagelsernes kølvand langs havet og blandt Cap-Ferrets fyrretræer i selskab med det celebre par.

Blot en times kørsel fra Bordeaux ligger landtangen Cap-Ferret mellem Atlanterhavet og Arcachon-bugten. Det er svært at sætte tal på, hvor mange gange Cotillard-Canet parret har hyldet stedet på Instagram, og instruktøren Guillaume Canet har valgt at lade både filmene Les Petits Mouchoirs og Nous Finirons Ensemble udspille sig her.

I Nous Finirons Ensemble har vi fornøjelsen af at gense vennegruppen fra Les Petits Mouchoirs spillet af François Cluzet, Gilles Lellouche, Marion Cotillard og Laurent Lafitte. Også de smukke billeder fra Cap-Ferret er en fryd for øjet, og denne gang er filmen optaget uden for højsæsonen.

Det smukke træhus, hvor hovedpersonen Max (spillet af François Cluzet) bor, er tilbage efter det blev udødeliggjort i Les Petits Mouchoirs. Huset ligger i hjertet af det fredede område ved navn ”44 hektarer”, der pryder spidsen af Cap-Ferret med havet på den ene side og bugten på den anden. Huset består af flere forskellige små træhytter, der minder om de mange landsbyer med østersopdræt, som gør Arcachon-bugten til noget helt særligt.


Østers: Arcachon-bugtens guld

Et besøg på disse kanter er ikke fuldendt, før end man smager de lokale østers. Egnens delikatesse spiller da også en fremtrædende rolle i de to film. Den lokale østersopdrætter Joël Dupuch spiller nemlig karakteren Jean-Louis, som står i spidsen for østersopdrættet "Les Parcs de l'Impératrice" og er en god ven af Cotillard og Canet. Joël Dupuchs opdræt forsyner også nogle af områdets trendy restauranter med østers, heriblandt
Le Relais du Cap i Claouey i kommunen Lège-Cap-Ferret, Le Bistrot du bassin ligeledes i Lège-Cap-Ferret og La Co(o)rniche i Pyla-sur-Mer. Sidstnævnte er indrettet af den kendte designer Philippe Starck, som også bragte Guillaume Canet og Joël Dupuch sammen ved deres første møde.

En anden anbefalelsesværdig restaurant er Chez Hortense, der ligger langt ude på halvøen. Restauranten har skikkelse af en fiskerhytte og er gået hen og blevet en institution i området. Den blev også foreviget i Små Hvide løgne, for i sine film går instruktør Guillaume Canet højt op i at vise et autentisk billede af Cap Ferret.

Cap Ferrets smukke hvide sandstrande trækker også mange til. Surfere kan vælge mellem strandene ud til havet, hvor man finder de bedste bølger eller de roligere strande langs bugten. Det kommer sandsynligvis ikke som nogen overraskelse, at Guillaume Canet og Marion Cotillard også dyrker sporten med deres børn.

Vil man gerne se det hele lidt fra oven, skal man blot krydse bugten og sætte kurs mod Europas højeste sandklit Dune du Pilat. Fra toppen har man en formidabel udsigt over naturreservatet Banc d'Arguin, skoven og Cap Ferrets spids Pointe du Cap Ferret. Et landskab der inspirerer mange, ikke mindst Guillaume Canet og Marion Cotillard.

Her ligger Cap-Ferret