Loiredalen

Bestemmelsessted

LoiredalenGastronomi og vinKulturarvPå cykelPå landet

F. Christophe
© F. Christophe

Vi skal på turné og besøge alle slotsherrerne i Loire-dalen: Fra Torneroseslottet i Ussé til det berømte Chateau de Chambord, der bl.a. havde selveste Leonardo da Vinci som arkitekt. 

Vi cykler langs Loirefloden og smager alle de gastronomiske vidundere, som regionen har at byde på. I Nantes gør vi holdt, og besøger den sjove forlystelsespark Machines de l’Île, hvis forlystelser bl.a. er bygget ud fra Leonardo da Vincis opfindelser.

Det skal du opleve i Loiredalen

Gå ikke glip af: Loiredalens slotte

Loiredalen rummer et kulturelt skatkammer ud over det sædvanlige: sine slotte. Det mest berømte er Chambord-slottet, som blev opført på ordre af kong Frans 1. i 1519, og havde ingen ringere end Leonardo da Vinci på arkitektholdet. Den karakteristiske bygning domineres af små runde tårne og et mylder af skorstene. Det kræver god tid at værdsætte slottets fulde pragt, da man kan besøge hele 60 af dets 426 rum og værelser.

 

I Amboise behøver man ikke nøjes med ét slot, for på få hundrede meters afstand finder man dels byens kongeslot med en fortræffelig samling af møbler og kunstgenstande fra gotikken og renæssancen, dels slottet Clos Lucé der blev brugt som lystslot af de franske konger. Kapellet og bedekammeret er smukke eksempler på gotisk arkitektur og vækker minder om dronning Anne af Bretagne, men slottet bærer først og fremmest på mindet om geniale Leonardo da Vinci. Her tilbragte Mona Lisas skaber nemlig de tre sidste år af sit liv, og i dag kan man udforske hans univers i slotsparken, hvor eksempler på Leonardo da Vincis opfindelser er opført. Tag f.eks. en tur i en hjuldamper eller kryds en svingbro.

 

Ikke alle slottene i Loire ligger ned til Loire-floden. Slottet i Azay-le-Rideau er opført midt ude i Indre-floden, og dets sydlige facade rejser sig over et spejlbassin. Det særdeles fotogene Chenonceau-slot spejler sig i Cher-flodens vand. Slottet var en gave fra Henrik 2. til hans elskerinde Diane de Poitiers, men det blev overtaget af hans enke Katarina Medici. Slottets rigt udsmykkede værelser er en hyldest til disse kvinder, især "det grønne kabinet" og Katarina Medicis værelse med forgyldte kassetter i loftet. Slottets haver genskaber ånden fra en tid, hvor skønhed også blev udtrykt i menneskeskabte landskaber.

 

Slottene i Loire huser også imponerende haver og landskabskunst. Her skal navnlig fremhæves Chaumont-sur-Loire-kommunen, som er berømt for sit slot af samme navn samt den årligt tilbagevendende internationale havefestival, hvor landskabsarkitekter fra hele verden får frie hænder til at vise deres talenter.

Nantes

Man kan fortsætte sit eventyr i Loiredalen med et besøg i byen Nantes. Udover dets flotte hertugslot rummer byen også et sprudlende og kreativt miljø. På øen midt i Loire-floden, Ile de Nantes, finder man f.eks. en stor samling pudsige maskiner og anordninger i bygningen Galerie des Machines, der er en del af forlystelsesparken Machines de l’Île, hvor bemærkelsesværdige opfindelser i stil med Leonardo da Vincis er rekonstrueret. Tag også en afstikker til Sancerre syd for Orléans, der udover at være en hyggelig middelalderlandsby også rummer 3.000 hektar vinmarker. Vinen herfra er kendt overalt i verden for sin høje kvalitet, og der findes masser af muligheder for at smage på de gyldne dråber i en af de mange vinkældre, hvor man også kan smage gedeosten Crottin de Chavignol, som stammer fra egnen.

 

Mad og vin fra Loire

En rejse i Loiredalen er som en indbydelse til et stort festmåltid. Rillettes (svinekød kogt i eget fedt), andouillette (kogt pølse), nyreragout, en bred vifte af oste – især gedeoste som f.eks. Selles-sur-Cher, samt de bagte "macarons de Cormery". Fra forret til dessert forkæles man i Loiredalen, og det er oplagt at skylle de lokale specialiteter ned med en af de mange vine fra området. Hvidvinene omfatter bl.a. Muscadet Sèvre-et-Maine fra området omkring Nantes og de berømte Sancerre-vine. Længere nede ad floden ligger vinområderne Chinon, Saumur og Bourgueil, og man må ikke glemme den boblende Crémant de Loire. I Kongernes dal laver man naturligvis kun de bedste vine!

Bo på et slot i Loiredalen

I Loiredalen kan man sagtens bo som de konger og dronninger, der engang slog deres folder i de herskabelige gemakker. Området byder nemlig på mange slotshoteller, hvoraf nogle er en del af kæden Relais & Châteaux f.eks. det skønne Domaine des Hauts de Loire. Andre magiske øjeblikke kan opleves under de udendørs forestillinger Scénoféérie i Semblançay, hvor lokale historiske begivenheder opføres ved hjælp af lyd, lys, fyrværkeri og skuespil. I Chaumont-sur-Loire kan man desuden hvert år besøge festivallen Festival des Jardins for haver og landskabskunst.

Flere ideer til dit ophold

Vælg filtre