Bourgogne

Bestemmelsessted

BourgogneKulturarvGastronomi og vinPå landet

Sydfrankrig er kendt for deres friske og elegante rosévine.
© Unsplash / Pixabay / Unsplash - Sydfrankrig er kendt for deres friske og elegante rosévine.

En rejse i Bourgogne starter med en cykeltur langs Nivernais-kanalen og gennem vinmarkerne på vejen ”La voie des Vignes”, som fører til Hospices de Beaune, hvor der bl.a. afholdes vinauktioner.

Bourgogne er vinens land, og derfor er det et godt sted at lære sig kunsten at kombinere god mad med den rigtige vin. Regionen er også stedet, hvor man kommer solbær i sin crémant, alt imens man slapper af på højdedragene omkring Montrachet eller vinmarkerne ved Pouilly-sur-Loire. For de aktive er der også mulighed for at løbe halvmaratonet Côtes de Nuits.

Det skal du opleve i Bourgogne

Bourgognes rige kulturarv spænder bredt. Her kan man opleve kunst og vin fra overdådig gotik til regionens berømte vinterroir "climats", som er på UNESCOs verdensarvsliste.


Hospices de Beaune

I Bourgogne er der aldrig langt fra god vin til stor kunst. Med sit imponerende tag i røde, grønne og guldfarvede teglsten er Hospices de Beaune fra 1400-tallet på en og samme tid et pragteksempel på, hvad man kan finde i regionen. Bygningen er et gotisk mesterværk, der oprindeligt fungerede som fattighospital for mindrebemidlede patienter. I dag bruges den til vinaktiviteter, og hvert år i november afholdes der en auktion, hvor de fineste lokale vine sælges til høje priser.

Vinmarken Côte de Nuits og byen Chablis

Dijon kaldes byen med de 100 klokketårne, og her kan man slå to fluer med et smæk. Med sine 100 hektar er den historiske bykerne et af Frankrigs største fredede byområder. Det har fået en plads på UNESCOs verdensarvsliste, ligesom de sydlige vinterroire ”climats” også har fået deres plads på listen. Den tidligere hovedby i det gamle hertugdømme er i dag en indgangsdør til en af de mest prestigefulde franske vinmarker, Côte de Nuits. Byen Chablis kaldes "den gyldne dør til Bourgogne", og er også et besøg værd. I denne charmerende landsby kan man kombinere vinsmagning med opdagelse af den lokale kulturarv som f.eks. det gamle romanske kloster Obédiencerie, hvis vinkældre stammer fra det 800- og 1100-tallet.

Fontenay-klosteret og Vézelay

Fontenay er verdens ældst bevarede cistercienser kloster. Dets mure rummer 900 års historie, og den puritanske byggestil er et skoleeksempel på munkeordenens klostre. Det blev grundlagt i 1118 af munken Bernhard af Clairvaux, som blev en af Frankrigs største helgener. Det var ham, som under en prædiken i klosterkirken i Vézelay opildnede masserne til at starte det andet korstog. Kirken er en af Frankrigs smukkeste romanske kirker og et valfartssted for pilgrimme langs Jakobsruten. Vézelay er en charmerende lille middelalderlandsby, der især er kendt for sine mange flotte bygningsfacader med buehvælvinger. Man bør også lægge vejen forbi Noyers-sur-Serein, som er på listen over Frankrigs 100 smukkeste landsbyer, og hvis fabelagtige bindingsværkshuse med træfag fra det 15. århundrede stort set ikke har ændret sig siden middelalderen.

Udflugt til Bourgognes vinmarker

En rejse til Bourgogne er ikke fuldendt uden en tur til de berømte vinmarker. Man kan følge forskellige ruter blandt Bourgognes 1247 forskellige vinterroirer, de såkaldte "climats". Denne betegnelse bruges kun i Bourgogne, og stammer fra benediktiner- og cisterciensermunkene, der anlagde stengærder for at adskille vinparcellerne. Resultatet blev en slags ”mikro”-terroir, som har givet vinen hver sin særlige karakter. Vinruten Les Champs Elysées de Bourgogne er den mest prestigefulde og fører sine besøgende gennem terroirerne i Côte de Beaune, som omfatter otte forskellige Grand Cru, heraf syv hvidvine som f.eks. Montrachet. Andre fantastiske vine er Grand Cru og Premier Cru fra Chablis, hvor man dyrker Chardonnay-druen.

Traditionelle egnsretter fra Bourgogne

Bourgogne byder på et væld af lækre egnsretter. Marinade og rødvin er typisk nogle af hovedingredienserne, f.eks. i "boeuf bourguignon" og "oeufs en meurette". Selv de berømte snegle fra Bourgogne kan tilberedes med en god lokal rødvin. Andre lækre egnsretter omfatter fondue af små kødterninger, der dyppes i kogende olie og spises med dijonsennep. En anden stor oplevelse er et besøg på trøffelmarkederne i Vézelay eller Noyers-sur-Serein, hvor det dufter af nødder og skovbund.

 

 


 

Flere ideer til dit ophold

Vælg filtre