Tour de France er en af sommerens mest ventede begivenheder: Hver sommer summer de franske veje af liv, når feltet med den gule trøje i front ruller gennem landet. I 2026 starter Tour de France i Barcelona den 4. juli og afsluttes på Champs-Élysées i Paris den 26. juli. Tour de France Femmes går fra Lausanne til Nice fra den 1. til den 9. august. Få alt at vide om årets ruter og højdepunkter – og vores bedste råd til at opleve og heppe på rytterne langs ruten.
Tour de France 2026 starter i Barcelona den 4. juli og slutter på Champs-Élysées i Paris den 26. juli efter 3.333 kilometer. Få overblikket over årets rute, de største bjergetaper og Tour de France Femmes, der køres fra Lausanne til Nice fra den 1. til den 9. august.
Ruten for Tour de France 2026
Den 113. udgave af Tour de France byder på 21 etaper fordelt over tre uger: syv flade etaper, fire kuperede etaper, otte bjergetaper, en holdtidskørsel og en enkeltstart. Undervejs får rytterne to hviledage, inden vinderen kan trække den gule trøje over hovedet i Paris.
For første gang starter Tour de France i Barcelona. Det bliver løbets 27. Grand Départ uden for Frankrig og den tredje start i Spanien efter San Sebastián i 1992 og Bilbao i 2023.
I Frankrig kommer feltet gennem syv regioner og 29 departementer. På programmet står både Pyrenæerne, Centralmassivet, Vogeserne, Jurabjergene og Alperne – og hele fem etaper slutter på toppen af en stigning.
Den sidste etape passerer blandt andet Versailles, Eiffeltårnet og Louvre, inden rytterne når den traditionelle rundstrækning på Champs-Élysées.
Ligesom i 2025 bliver afslutningen mere udfordrende end den klassiske sprinterfinale. Feltet skal tre gange op ad den brostensbelagte stigning til Montmartre, før vinderen af etapen og den samlede vinder af Tour de France 2026 kåres på Champs-Élysées den 26. juli.

Tour de France Femmes 2026
Tour de France Femmes køres fra den 1. til den 9. august over ni etaper og 1.175 kilometer. Løbet starter i Lausanne, fortsætter via Genève, Bourgogne, Beaujolais og Rhônedalen og byder blandt andet på en enkeltstart til Dijon.
Et af årets højdepunkter bliver etapen til Mont Ventoux, inden løbet afsluttes med to etaper omkring Nice.
Et cykelløb med en særlig plads i Danmark
Tour de France har været kørt siden 1903 og er i dag en af verdens største årlige sportsbegivenheder. I Danmark fik løbet en helt særlig plads, da København og de danske landeveje dannede ramme om Grand Départ i 2022.
Samme år vandt Jonas Vingegaard sit første Tour de France, inden han gentog sejren i 2023. I 2025 sluttede han på andenpladsen efter Tadej Pogačar, der sikrede sig sin fjerde samlede sejr. Kvindernes Tour blev i 2025 vundet af den franske rytter Pauline Ferrand-Prévot.
Sådan oplever du Tour de France langs ruten
Det er gratis at følge Tour de France fra vejkanten, men på de populære bjergstigninger og ved målbyerne er det en god idé at komme i god tid. Mange veje lukkes flere timer før rytterne passerer, så undersøg de lokale trafikforhold og benyt offentlig transport, cykel eller samkørsel, hvor det er muligt.
Bliv stående i vejsiden, og gå ikke ud på ruten – heller ikke efter reklamekaravanen er kørt forbi. Løb aldrig ved siden af rytterne, og tag alt affald med dig, så landskaberne langs Tour-ruten efterlades, som du fandt dem.


Af Redaktionen France.fr Skandinavien
Vi inviterer dig med til at opleve Frankrig, som vi elsker det – med vores bedste tips til skjulte perler og uforglemmelige oplevelser væk fra alfarvej.
