Skisæsonen 2026-2027 i de franske Alper: Se åbningsdatoerne

Vinterferie

Alperne - Mont BlancNatur og udendørs aktiviteterSportBjergeVinter

Estación de esquí de Alpe d'Huez
© B. Becker / Auvergne-Rhône-Alpes Tourisme

Læsetid: 0 minUdgivet den 1 december 2021, opdateret den 10 september 2026

Hvornår åbner skisportsstederne i de franske Alper? Vinteren 2026-2027 begynder allerede den 21. november i Tignes og Val Thorens, mens de fleste andre skisportssteder åbner i december. Her får du overblikket over sæsonens åbnings- og lukkedatoer, de bedste skiområder og vinterens store begivenheder – fra filmfestivaler og koncerter til skiløb helt ind i foråret.

Hvornår starter skisæsonen i de franske Alper?

I de franske Alper er der gode muligheder for en lang skisesæson. De første lifte åbner allerede i november, og i flere af de højtliggende skiområder kan du fortsætte med at stå på ski helt frem til begyndelsen af maj.

Tignes og Val Thorens skyder efter planen sæsonen i gang den 21. november 2026. Ugen efter følger Val d'Isère og Les 2 Alpes, mens størstedelen af skisportsstederne åbner i begyndelsen eller midten af december.

Åbningsdatoerne afhænger dog af sne- og vejrforholdene, og ikke alle pister og forbindelser mellem skiområderne er nødvendigvis åbne fra sæsonens første dag.

Åbningsdatoer for skisportsstederne 2026-2027

Her kan du se de forventede åbnings- og lukkedatoer for 14 populære skisportssteder i de franske Alper.

SkisportsstedSæsonstartSæsonslut
Tignes21. november 20262. maj 2027
Val Thorens21. november 20262. maj 2027
Les 2 Alpes28. november 20262. maj 2027
Val d'Isère28. november 20262. maj 2027
Courchevel4. december 202618. april 2027
Alpe d'Huez5. december 202625. april 2027
Méribel5. december 202618. april 2027
Serre Chevalier5. december 202618. april 2027
Vars5. december 202611. april 2027
Avoriaz11. december 202618. april 2027
La Plagne12. december 202624. april 2027
Les Arcs12. december 202624. april 2027
La Rosière12. december 202617. april 2027
La Clusaz12. december 202625. april 2027

Datoerne er vejledende og kan ændres afhængigt af sne- og vejrforholdene. Åbningen af enkelte sektorer og forbindelser mellem skiområder kan afvige fra de angivne datoer. 

Den autentisk landsby Val d'Isère byder på masser af gode pister.
© © Val d'Isère Tourisme - Andyparant.com - Den autentisk landsby Val d'Isère byder på masser af gode pister.

Hvilket skisportssted skal du vælge?

De franske Alper byder på nogle af Europas største skiområder, men også mindre, traditionelle bjerglandsbyer med masser af charme. Uanset om du rejser med familien, vennerne eller som par, er der noget for enhver smag.

Tignes, Val Thorens og Les 2 Alpes: Til dig, der vil tidligt på ski

Vil du være blandt de første på pisterne? Så er de højtliggende skisportssteder et oplagt valg.

I Tignes begynder sæsonen allerede den 21. november med en gradvis åbning af skiområdet, blandt andet omkring Grande Motte-gletsjeren. Fra den 28. november er det planen, at forbindelsen til Val d'Isère åbner, så skiløberne får adgang til et samlet område med 300 kilometer pister.

Ud over skiløb byder Tignes på alt fra kælketure til franske bjergspecialiteter. Læs mere om oplevelserne i Tignes.

Val Thorens ligger i 2.300 meters højde og er Europas højest beliggende skisportssted. Her begynder sæsonen ligeledes den 21. november og fortsætter helt frem til den 2. maj. Fra den 5. december åbner efter planen forbindelserne til resten af Les 3 Vallées, som tilsammen byder på omkring 600 kilometer pister.

Vil du kombinere skiløb med velvære og god mad, er der også rig mulighed for det. Få inspiration til skiferien i Val Thorens.

I Les 2 Alpes strækker skiområdet sig helt op i 3.600 meters højde. Her åbner vintersæsonen den 28. november, og de højtliggende pister giver gode muligheder for både tidligt vinterskiløb og lange forårsdage på ski. Fra begyndelsen af maj fortsætter skisportsstedet desuden med særlige perioder for skiløb i højderne.

Les 3 Vallées og Paradiski: Til dig, der elsker store skiområder

Er du typen, der helst vil udforske nye pister hver dag, er Frankrigs store sammenhængende skiområder svære at komme udenom.

Les 3 Vallées forbinder blandt andet Val Thorens, Courchevel og Méribel. Med cirka 600 kilometer pister er det et af verdens største sammenhængende skiområder. Her kan du bevæge dig mellem forskellige dale og landsbyer uden at skulle tage skiene af.

I Courchevel, som fejrer sit 80-års jubilæum i 2026, møder du en kombination af velpræparerede pister, gastronomi og eksklusive oplevelser. Méribel er til gengæld kendt for sine traditionelle træchaleter og centrale placering midt i skiområdet.

Et andet godt valg er Paradiski, som forbinder La Plagne, Les Arcs og Peisey-Vallandry. Området byder på 425 kilometer pister og er forbundet af den spektakulære Vanoise Express-svævebane. Den samlede forbindelse er planlagt åben fra den 12. december 2026 til den 17. april 2027.

Vil du have endnu flere muligheder? Oplev de store sammenhængende skiområder i de franske Alper.

La Plagne, Avoriaz og La Clusaz: Til skiferie med familien

De franske Alper er også et oplagt valg til en skiferie med børn.

La Plagne er kendt for sine mange familievenlige pister, skiskoler og et bredt udvalg af aktiviteter, når skiene er stillet væk. Her er både plads til begyndere og mere erfarne skiløbere.

I Avoriaz er biler erstattet af sneklædte gader, skiløbere og hestetrukne slæder. Den bilfri bjergby ligger i 1.800 meters højde midt i Portes du Soleil og tilbyder direkte adgang til pisterne fra mange af overnatningsstederne. Avoriaz kan desuden fejre sit 60-års jubilæum i 2027.

Oplev den helt særlige atmosfære i Avoriaz.

La Clusaz, tæt på Annecy, er et godt alternativ, hvis du foretrækker et mere traditionelt skisportssted. Her finder du savoyardiske chaleter, hyggelige restauranter og varierede pister i naturskønne omgivelser.

Er det vigtigt at kunne spænde skiene på lige uden for døren? Så læs også vores guide til skisportssteder med direkte adgang til pisterne.

Alpe d'Huez, La Rosière og Serre Chevalier: Sol, udsigt og oplevelser

Vil du kombinere skiløb med solrige terrasser, lokale specialiteter og nye oplevelser, er der masser af muligheder.

Alpe d'Huez er kendt for sin solrige beliggenhed og panoramiske udsigter. Skiområdet byder på omkring 250 kilometer pister, og når skidagen er slut, venter restauranter, wellness og et livligt program med kulturelle arrangementer og musikfestivaler.

I La Rosière kan du stå på ski på begge sider af den fransk-italienske grænse. Skiområdet Espace San Bernardo forbinder La Rosière med La Thuile i Italien og byder på 156 kilometer pister. Den internationale forbindelse forventes at være åben frem til den 11. april 2027.

Længere mod syd ligger Serre Chevalier, hvor 250 kilometer pister snor sig gennem skove og højtliggende bjergterræn. Her kan du kombinere skiløb med en tur til den historiske by Briançon eller slappe af i de varme bade i Le Monêtier-les-Bains.

Er du på udkig efter andre oplevelser end skiløb? Find inspiration til anderledes vinteraktiviteter i de franske bjerge.

Skisportsstedet Courchevel
© P. Lebeau/Auvergne-Rhône-Alpes Tourisme - Skisportsstedet Courchevel

Vinterens store begivenheder i de franske Alper 2026-2027

Skisæsonen i Frankrig handler om meget mere end skiløb. Fra november til marts byder bjergene på koncerter, filmfestivaler, sportsbegivenheder og store fester midt i sneen.

Her er nogle af vinterens højdepunkter, der er værd at sætte kryds ved i kalenderen.

21.-22. november 2026: La Grande Première i Val Thorens

Val Thorens skyder skisæsonen i gang med La Grande Première, en weekend med mulighed for at teste nyt ski- og snowboardudstyr, prøve forskellige vintersportsaktiviteter og nyde den festlige stemning på årets første skidage.

5., 12. og 20. december 2026: Vars en Scène

Sæsonåbningen i Vars fejres med Vars en Scène, som i år fordeler festlighederne over tre weekender. Den 5. december kan du opleve den franske elektroduo Bon Entendeur, den 12. december indtager rockgruppen Skip The Use scenen, og den 20. december afsluttes programmet med et stort illusionsshow.

Arrangementerne er gratis og finder sted ved foden af pisterne.

12.-19. december 2026: Les Arcs Film Festival

Sneklædte bjergtoppe danner rammen om Les Arcs Film Festival, der samler europæisk film, instruktører og skuespillere til en uge med filmvisninger, debatter og kulturelle oplevelser.

Den 18. udgave sætter blandt andet fokus på spansk film og forholdet mellem kunstig intelligens, mennesket og den levende verden.

18.-24. januar 2027: Komediefilmfestival i Alpe d'Huez

I januar fejrer Festival International du Film de Comédie sin 30. udgave. Festivalen er blevet et vigtigt mødested for fransk og international komediefilm og byder på forpremierer, møder med filmhold og gratis filmvisninger, så længe der er ledige pladser.

14.-21. marts 2027: Rock the Pistes i Portes du Soleil

Forestil dig at stå på ski om formiddagen og opleve en koncert midt på pisterne om eftermiddagen. Det er idéen bag Rock the Pistes, der vender tilbage til det fransk-schweiziske skiområde Portes du Soleil i marts.

Festivalen kombinerer skiløb med udendørskoncerter i spektakulære bjergomgivelser.

20.-27. marts 2027: Tomorrowland Winter i Alpe d'Huez

Den internationale elektroniske musikfestival Tomorrowland Winter vender tilbage til Alpe d'Huez med en hel uge, hvor musik, skiløb og bjergoplevelser smelter sammen.

Festivalen forvandler skisportsstedet til et stort musikunivers med scener både i byen og oppe i bjergene.

Hvornår er det bedst at tage på skiferie i Frankrig?

Det afhænger af, hvilken type skiferie du drømmer om.

November og december: Vil du stå på ski tidligt på sæsonen, er højtliggende skisportssteder som Tignes, Val Thorens, Val d'Isère og Les 2 Alpes gode muligheder. Vær dog opmærksom på, at dele af skiområderne kan være lukkede i begyndelsen af sæsonen.

Januar og februar: Midvinteren giver typisk gode muligheder for skiløb i store dele af Alperne. Omkring jul, nytår og de europæiske skolers vinterferier er der ofte stor efterspørgsel på overnatning og liftkort.

Marts og april: Forårsski har sin helt egen charme med længere dage, solrige terrasser og frokostpauser med udsigt over bjergene. Vælg gerne et højtliggende skiområde, hvis du rejser sent på sæsonen, og husk, at sneforholdene kan ændre sig meget i løbet af dagen.

Sådan kommer du fra Danmark til de franske Alper

Der er flere måder at rejse til de franske skisportssteder på.

Fra Danmark kan du eksempelvis flyve til Genève, Lyon eller Grenoble og fortsætte med bus eller transfer til din destination. Den bedste lufthavn afhænger af, hvilket skisportssted du skal til.

Du kan også vælge toget gennem Europa og videre til de franske Alper. Stationerne i Bourg-Saint-Maurice og Moûtiers er blandt de vigtigste udgangspunkter for skiferier i Savoie.

Fra Bourg-Saint-Maurice kan du eksempelvis tage kabelbanen direkte op til Les Arcs, mens andre destinationer kan nås med bus eller transfer fra de nærmeste togstationer.

Undersøg mulighederne på SNCF Connect, og husk at bestille den sidste del af rejsen i god tid, især i ferieperioderne.

Val Thorens i Les 3 Vallées
© GettyImages / elisalocci - Val Thorens i Les 3 Vallées

Nyd bjergene med omtanke

De franske Alpers storslåede landskaber er også hjemsted for sårbare økosystemer og et rigt dyre- og planteliv.

Du kan være med til at passe på bjergene ved at vælge tog eller kollektiv transport, når det er muligt, støtte lokale producenter og respektere de afmærkede pister og beskyttede naturområder.

Få flere idéer i vores artikel med 10 gode råd til en mere miljøvenlig skiferie i de franske Alper.

Ofte stillede spørgsmål om skisæsonen i de franske Alper

Hvornår åbner skisportsstederne i Frankrig i 2026?

De første skisportssteder i de franske Alper åbner efter planen den 21. november 2026. Tignes og Val Thorens er blandt de første, mens de fleste øvrige skisportssteder åbner i december.

Hvor kan man stå på ski i november?

Tignes og Val Thorens åbner efter planen den 21. november, mens Les 2 Alpes og Val d'Isère følger den 28. november. Avoriaz planlægger desuden delvis åbning i weekenderne fra den 28. november, hvis sne- og vejrforholdene tillader det.

Hvilke skisportssteder har de bedste muligheder for sne?

De højtliggende skiområder som Tignes, Val Thorens, Val d'Isère og Les 2 Alpes har generelt gode forudsætninger for sne, særligt tidligt og sent på sæsonen. Sneforholdene kan dog variere betydeligt fra år til år.

Hvor længe varer skisæsonen i de franske Alper?

De fleste skisportssteder holder åbent til april, mens Tignes, Val Thorens, Val d'Isère og Les 2 Alpes planlægger at holde vintersæsonen i gang helt frem til den 2. maj 2027.

Er de franske Alper velegnede til begyndere og børnefamilier?

Ja. Mange skisportssteder har særlige begynderområder, skiskoler og et stort udvalg af grønne og blå pister. Steder som La Plagne, Avoriaz og Méribel giver mulighed for at kombinere lette pister med mere udfordrende skiløb, så både begyndere og erfarne skiløbere kan få glæde af ferien.

Af Redaktionen France.fr Skandinavien

Vi inviterer dig med til at opleve Frankrig, som vi elsker det – med vores bedste tips til skjulte perler og uforglemmelige oplevelser væk fra alfarvej.

Opdag mere