Fra Seinen og Eiffeltårnet til grønne parker, kanaler og skjulte promenader: Paris er fuld af gode steder at løbe, langt fra trafik og lyskryds. Her får du 7 ruter og grønne spots til både en rolig morgentur og en mere aktiv løbeoplevelse i den franske hovedstad.
Paris opleves bedst til fods – og gerne i løbesko. Den franske hovedstad gemmer på masser af ruter, hvor man kan løbe væk fra trafikken og samtidig opleve byen på en ny måde: langs Seinen, gennem grønne parker, ved kanalerne, under træerne i de store skove eller helt tæt på nogle af Paris’ mest kendte monumenter.
Uanset om du træner seriøst, skal have en rolig morgentur eller bare vil snøre skoene på en weekendtur, er Paris en fantastisk by at løbe i. Det gælder bare om at kende de rigtige steder, så turen ikke ender med røde lys, smalle fortove og for mange fodgængere.
I foråret sætter store løbebegivenheder som Paris Half Marathon, EcoTrail Paris og Marathon de Paris ekstra fokus på løb i hovedstaden. Og efter Paris 2024 lever byens sportslige energi videre – ikke mindst efter den store opbakning til Marathon Pour Tous, hvor motionister fik mulighed for at løbe på en olympisk inspireret rute gennem Paris.
Skal du til Paris? Pak løbeskoene. Her får du 7 gode steder at løbe i Paris – fra klassiske parker til mere hemmelige ruter.
Læs også: Besøg Paris og Paris: det skal du se og opleve
Den mest krævende: Parc des Buttes-Chaumont
Parc des Buttes-Chaumont, Paris, France

Buttes-Chaumont i det nordøstlige Paris er ikke en park for helt flade kilometer. Her går det op og ned, rundt om søen, over broer, forbi stejle skråninger og op ad trapper. Med andre ord: et perfekt sted, hvis du gerne vil have pulsen op og lidt højdemeter i benene.
Parken ligger i det 19. arrondissement og er en af Paris’ mest karakterfulde grønne oaser. Her mødes løbere, gående, tai-chi-grupper, familier og venner på picnic – især når vejret er godt. Stemningen er lokal og afslappet, men terrænet gør turen mere udfordrende, end man måske forventer i Paris.
Godt at vide: Den store runde er cirka 2 km. Tjek parkens åbningstider, før du planlægger din tur.
De mest grønne: Bois de Boulogne og Bois de Vincennes
Bois de Boulogne

Vil du næsten glemme, at du er i Paris, så sæt kursen mod byens to store skove: Bois de Boulogne mod vest og Bois de Vincennes mod øst. Begge ligger i udkanten af Paris, men er nemme at nå med metro eller sporvogn.
Her får du brede stier, søer, træalléer og masser af plads. Det er oplagt til både korte joggeture, længere træningspas og intervaller uden alt for mange stop. Bois de Boulogne ligger tæt på blandt andet Fondation Louis Vuitton, mens Bois de Vincennes byder på søer, grønne områder og adgang til Château de Vincennes.
Godt at vide:
I Bois de Boulogne er runden om Lac Inférieur cirka 2,5 km, mens Lac Supérieur er omkring 1 km. I Bois de Vincennes er runden om Lac Daumesnil cirka 2 km. Skovene har som udgangspunkt ikke samme faste åbningstider som mange af byens parker.
Læs også: Offentlig transport i Paris
Den mest kulturelle: langs Seinen
La Seine, Paris, France

At løbe langs Seinen er en af de mest parisiske måder at opleve byen på. Flere dele af flodbredden er i dag forbeholdt fodgængere og cyklister, og her kan man løbe med udsigt til nogle af Paris’ største seværdigheder.
Ruten langs Seinen er især god, hvis du gerne vil kombinere løb med sightseeing. Undervejs kan du få glimt af Notre-Dame, Louvre, Pont de l’Alma, Musée d’Orsay og Eiffeltårnet – alt sammen uden at skulle krydse byen fra monument til monument.
Det er en populær rute, så løb gerne tidligt om morgenen eller uden for de travleste tidspunkter, hvis du vil have mere plads.
Godt at vide: Strækningen fra Pont de l’Alma til Louvre er cirka 2,5 km.
Læs også: Oplev Paris langs Seinen og Louvre-museet
Den mest hemmelige: Coulée Verte René-Dumont
Coulée verte René-Dumont, Coulée Verte René-Dumont, Paris, France

Coulée Verte René-Dumont er et af de steder, mange besøgende aldrig finder – og som selv nogle parisere stadig omtaler som en lille hemmelighed. Ruten kaldes også Promenade Plantée og følger en tidligere jernbanestrækning fra området ved Opéra Bastille mod Bois de Vincennes.
Noget af turen går hævet over gadeniveau langs den gamle viadukt, mens andre dele fører gennem haver, grønne passager, tunneller og mere skjulte hjørner af det østlige Paris. Det føles næsten landligt, selvom man stadig befinder sig midt i byen.
Det er et godt valg til en rolig løbetur, hvor tempoet ikke nødvendigvis er det vigtigste. Her handler det mindst lige så meget om stemningen, udsigten mellem bygningerne og fornemmelsen af at opdage en anden side af Paris.
Godt at vide: Ruten er cirka 4,5 km én vej. Et godt sted at starte er tæt på Opéra Bastille ved 44-46 rue de Lyon. På vejen, ved indgangen til Parc de Reuilly, findes en fontæne med gratis danskvand.
Tættest på Eiffeltårnet: Champ de Mars og Stade Émile Anthoine
Pont d'Iéna, Pont d'Iéna, Paris, France

Vil du løbe med udsigt til Eiffeltårnet, er Champ de Mars et oplagt sted at starte. Den store park breder sig ud mellem Eiffeltårnet og École Militaire og giver en af de mest ikoniske kulisser for en kort løbetur i Paris.
Hvis du foretrækker en rigtig atletikbane, ligger Stade Émile Anthoine tæt ved Eiffeltårnet og Pont d’Iéna. Her kan man træne mere struktureret med runder på banen – perfekt til intervaller eller en hurtig morgentræning med et meget parisiskt bagtæppe.
Godt at vide: En runde omkring Champ de Mars er cirka 2 km. Atletikbanen ved Stade Émile Anthoine er omkring 350 meter. Flere kommunale stadions i Paris har gratis adgang, men tjek altid de aktuelle åbningstider.
Læs også: Bliv meget klogere på Eiffeltårnet
Den mest elegante: Jardin des Tuileries
Jardin des Tuileries, Paris, France

Mellem Louvre og Place de la Concorde ligger Jardin des Tuileries – en af Paris’ mest klassiske haver. Her er underlaget fladt, omgivelserne smukke, og ruten fører forbi bassiner, alléer, blomsterbede og skulpturer.
Det er ikke nødvendigvis stedet for den længste eller hurtigste tur, men det er et smukt valg til en rolig løbetur midt i byen. Man løber i aksen mellem nogle af Paris’ mest ikoniske steder: Louvre i den ene ende, Place de la Concorde i den anden og Seinen lige ved siden af.
Kom gerne tidligt, hvis du vil undgå de største menneskemængder. Tuilerierne er populære blandt både lokale, turister og familier.
Godt at vide: En runde fra Louvre gennem haven er cirka 2,5 km. Tjek åbningstiderne, da haven lukker om aftenen.
Den mest afslappede: Canal de l’Ourcq
Canal de l'Ourcq, France

Canal de l’Ourcq er et af de bedste steder i Paris til en flad og rolig løbetur ved vandet. Ruten starter omkring Bassin de la Villette i det nordøstlige Paris og fortsætter mod Pantin og videre ud af byen.
Her er stemningen mere lokal og mindre monumental end langs Seinen. Du løber langs vandet, forbi broer, gamle industribygninger, street art og nye byrum. Det er en god rute, hvis du gerne vil opleve et andet Paris – mere hverdagsagtigt, kreativt og afslappet.
Godt at vide: Fra Bassin de la Villette til Pantin er der cirka 2 km. Vil du løbe længere, fortsætter de anlagte bredder i mange kilometer mod nordøst – helt ud mod Claye-Souilly. Ruten har ingen faste åbningstider.
Læs også: I kølvandet på Paris-OL 2024
Bonus: gode løberuter lige uden for Paris
Château de Versailles, Versailles, France

Har du lidt mere tid, er der også mange gode løbemuligheder lige uden for Paris. Prøv for eksempel Parc de Saint-Cloud vest for byen, Den Sydlige Coulée Verte, bredden langs Marne-floden, Versailles’ store park, Lac des Minimes, Bois de Clamart eller Forêt de Montmorency.
Flere af stederne kan nås med tog, metro eller sporvogn og giver mulighed for længere ture i grønnere omgivelser – perfekt hvis du vil kombinere en storbyferie med mere plads og frisk luft.
Praktiske tips til at løbe i Paris
Løb gerne tidligt om morgenen, især hvis du vil undgå trængsel ved Seinen, Tuilerierne, Eiffeltårnet og de mest centrale parker. Vælg de grønne områder og bilfri strækninger frem for store boulevarder, og husk at tjekke åbningstider for parker og haver.
Om sommeren kan Paris blive meget varm. Tag vand med, planlæg ruten efter skygge og fontæner, og vælg korte ture midt på dagen. Til gengæld er tidlige morgener og aftener ofte noget af det bedste tidspunkt at opleve byen i løbesko.

Af Redaktionen France.fr Skandinavien
Vi inviterer dig med til at opleve Frankrig, som vi elsker det – med vores bedste tips til skjulte perler og uforglemmelige oplevelser væk fra alfarvej.








