Med sin gamle havn, det imponerende citadel, snoede farverige gyder og panoramaudsigt over det azurblå Tyrrhenske Hav, udgør Bastia en perfekt indgang til Korsikas vilde, dramatiske og dybt charmerende nordlige halvø – Cap Corse. Her begynder eventyret for dem, der vil opleve en anden side af Middelhavet: rustik, stolt og ægte. Genovesiske tårne, tæt makibevoksning, hemmelighedsfulde skove og små rislende floder ligger spredt som små skatte over denne “ø i øen”, hvor tiden synes at gå en anelse langsommere. Her er seks oplevelser, du ikke må gå glip af i og omkring Bastia.
Lad roen sænke sig ved Citadellet

Bastias navn stammer fra denne "bastille", opført i 1300-tallet af Genovas guvernører som byens befæstede hjerte. Citadellet troner på et næs ud mod havet, og bag de tykke mure finder man en nærmest landsbyagtig stemning – fredelig, stemningsfuld og fuld af historie. Her er hver gade en tidsrejse: Se den storslåede katedral Cathédrale Sainte-Marie, bygget til ære for den sølvbelagte statue "La Vierge en argent", og kig ind i Oratoire de la Sainte-Croix, hvor en mystisk sort Kristusfigur vogter i mørket bag en barokfacade. Fortsæt til det gamle guvernørpalads, der i dag huser Musée de Bastia, og lad dig forføre af både kunst og udsigt – den hængende have kaster sit blik ud over havnen som en grøn balkon over byen.
Tip: Fra hotellet Hôtel Des Gouverneurs får du det måske smukkeste overblik over Bastia – se svalerne danse mod solnedgangen, og hør latteren fra børnene, der springer i vandet fra molen.
Gør holdt ved Place Saint Nicolas

Det pulserende hjerte i Bastia slår på den brede og åbne Place Saint-Nicolas, en af Sydeuropas største pladser. Her våger en otte meter høj statue af Napoléon Bonaparte over færger, lystbåde og krydstogtskibe, der kommer og går fra havnen nedenfor. Pladsen emmer af liv. Rækker af platantræer skygger for det summende café- og restaurantmiljø, hvor lokale og turister mødes over espresso og pastis. Et must-see her er den ikoniske butik Cap Corse Mattei, grundlagt i 1920. Bag den originale facade gemmer sig et sansebombardement af lokale delikatesser og farverige flasker – og du må endelig smage den aromatiske aperitif, der bærer butikkens navn. Det mørkerøde interiør føles som at træde ind i en film fra en svunden tid.
Smag en migliaccioli

Tidligt lørdag og søndag morgen bliver pladsen foran Korsikas største kirke, Saint-Jean-Baptiste, forvandlet til et duftende marked, hvor lokale producenter sælger stoltheder fra deres jord og køkkener. Smag dig gennem brocciu – den friske fåreost, der er korsikanernes stolthed – og den lufttørrede skinke fra den lokale nustrale-gris. Her finder du også delikatesser som lonzu, coppa og den simple, men uimodståelige migliaccioli – små pandekager med ost, som steges frisk foran dig. Tag dig tid. Her handler det ikke kun om mad, men om mødet – med mennesker, med traditioner og med den ægte korsikanske sjæl.
På besøg i amerikanernes huse

I 1800-tallet rejste mange fra Cap Corse til Amerika i jagten på lykken – og da nogle af dem vendte hjem, havde de både penge og inspiration med sig. Resultatet? Smukke palæer, dekoreret med freskoer og omgivet af eksotiske haver. I Villa Gaspari-Ramelli i landsbyen Rogliano inviterer kunstneren og kulturformidleren Rose-Marie Carrega gæster indenfor til en rundvisning i både arkitektur og historie. Vil du gøre besøget til noget helt særligt, kan du overnatte i Palazzu Nicrosi, en historisk villa med udsigt over havet og værelser, der emmer af raffineret, tidløs elegance.
Gå på opdagelse i Patrimonios vinmarker

Korsika er vin – og i området Patrimonio, ikke langt fra Bastia, produceres nogle af øens mest karakterfulde vine. Her dominerer den robuste røde druesort Nielluccio, mens den friske og mineralske Vermentino trives i den mere tågede region Nebbio, hvor vinden suser mellem gamle vinrækker.
Området har stolte vintraditioner og bæredygtighed i højsædet – hele 25 ud af 35 vinmarker er økologisk certificerede. Gå på vinsmagning direkte hos producenterne, og få historierne bag druerne med i glasset.
Nyd charmerende Erbalunga

Kun ti kilometer nord for Bastia ligger Cap Corses ældste landsby, Erbalunga, som er selve billedet på korsikansk kystidyl. Gamle huse i rødlige og grønlige skifertoner klynger sig til klipperne omkring den lille havn, hvor fiskerbåde stadig vugger i takt med bølgerne. Gå en tur ad de smalle stier, og slå dig ned på en café med havudsigt – fx den lokale favorit Jeannot, hvor du kan nyde både kaffe og korsikansk gæstfrihed. Her går livet sin egen rolige gang, og det smitter.
For yderligere information:

Af Aliette de Crozet








