To dage i Nantes for hele familien

Et smukt slot, 100 parker og haver, en stor karrusel beboet af søuhyrer og en elefant som bærer store og små på sin ryg... Nantes i det vestlige Frankrig er rig på oplevelser for store og små. Følg vores guide til to dages eventyr!

Stormløb mod slottet Château des ducs de Bretagne

De små nysgerrige lærer alt om byens historie, eftersom renæssanceslottet Château des ducs de Bretagne huser et interaktivt museum med virtuelle rekonstruktioner. Der er desuden fri adgang til de høje fæstningsmurer og voldgraven med de store græsplæner, hvor børnene kan lege

På varme dage sætter små børnefødder som regel også pris på at pjaske i vandet ved Miroir d’eau (vandspejlet), hvor hertugernes gamle bolig spejler sig og tynde stråler overrisler de legende børn. Grineflip er garanteret!

Gemmeleg i Jardin des plantes

Jardin des plantes er en ekstraordinær have med træer, der er mere end 100 år gamle, tropiske drivhuse men også en indhegning med små, madglade geder. Hold en kælepause og besøg bagefter legepladsen ”Dépodépo” med gigantiske blomsterpotter – perfekte til klatring eller gemmeleg.

Gartnerne er spøgefulde i Jardin des Plantes! Sammen med børnebogsforfatteren Claude Ponti har de bl.a. installeret en gigantisk bænk...

Endelig er Café de l’Orangeries terasse med udsigt til gyngerne og sandkasserne ideel, når sulten melder sig.

Læs mere om Jardin des Plantes (Eksternt link)

Rid en tur på en elefant

På l’île de Nantes bor en 45 tons tung og 12 meter høj elefant på den gamle industrielle brakmark, der er nu er blevet en turistattraktion. En rigtig elefant? Nej, men næsten!

Leddelt som en rigtig elefant, bevæger den sig langsomt, blinker med øjnene, brøler og sprøjter vand med sin snabel på de vovehalse, der kommer lidt for tæt på.

Dem der har lyst, kan få en tur i gondolen på elefantens ryg, imens den går langs kajen. Oh là là, det er højt oppe! Men rigtig sjovt.

Læs mere om les Machines de l'île (Eksternt link)

Prøv den store karrusel

En mekanisk edderkop, en gigantisk myre, en kolibri i størrelse XXL, en hejre og fire vilde gæs… hvilken sjov eskadrille! I Galerie des machines (maskinernes galleri), under det store tag, der også er hjem for elefanten, har geniale ”geo-opfindere” installeret deres atelier, så de sammen med besøgende kan teste deres fantastiske opfindelser!

Lidt længere henne styrer de le Carrousel des Mondes Marins (undervandsverdenens karrusel) – en karrusel i tre etager, hvor forældrene er lige så begejstrede som børnene. De mærkelige søuhyrer, som man sætter sig ind i, ligner alle noget fra en Jules Verne roman.

Vi elsker stormbåden, men dybvandsfisken, manta-rokken med ror eller blæksprutten med raketter er heller ikke dårlige. Prøv det – karrusellen er den eneste af sin slags i verden!

Hils på Kaptajn Nemo

Selv dem, som ikke har læst bøgerne, har hørt om dem: Jorden rundt på 80 dage, Rejsen til jordens indre og selvfølgelig En verdensomsejling under havet – alle bøger der er skrevet af… Jules Verne, selvfølgelig!

Forfatteren blev født i Nantes, hvor man kan besøge hans hus, der i dag er et museum, som ligger på la butte Sainte-Anne – det lille, lokale Montmartre. Lige ved siden af Planétarium møder du Kaptajn Nemo, men ligesom i legenden er han ikke særlig snakkesalig.

Besøg le musée Jules Verne (Eksternt link)

Kryds Loire-floden lige til Trentemoult

Til fods, på cykel, på rulleskøjter – med sine smukke, multifarvede ringe er le quai des Antilles (Antillernes kaj) en flot promenade. For at komme dertil skal man passere under nogle store kraner, der stadig står tilbage som et levn fra fortidens skibsværfter i Nantes.

Til frokost byder Le Hangar à Bananes på en række caféer, restauranter, terrasser og liggestole langs Loireflodens bredder. Men vi holder siesta senere!

Vi køber nemlig en busbillet og hopla, så er vi på krydstogt med en Navibus: fem minutters overfart indtil Trentemoults lille havn – en miniaturelandsby med kønne, multifarvede huse. Her lægger vi til!

Tag Navibus'en (Eksternt link)

Næsten som i Japan på l'île de Versailles

I Nantes kan man krydse en bro til øen L’île de Versailles, og så er det næsten som at være i Japan!

Øen ligger på floden Erdre ikke langt fra byens centrum, og her skaber bambus, vandfald og stier, der fører til et tehus, følelsen af at være i Japan. Prikken over i'et er de smukke kirsebærtræer, azaleaer og rododendroner som blomstrer om foråret.

Det er på l’île de Versailles, der kan lejes elektriske både til at sejle på Erdrefloden, der er kendt som den smukkeste flod i Frankrig. Og selvfølgelig må børnene styre!

Sejl på Erdre (Eksternt link)

Følg den grønne linje

Det er meget praktisk! I Nantes er det umuligt at fare vild eller gå glip af en attraktion. Man skal nemlig bare følge den grønne linje på jorden for at gå fra oplevelse til oplevelse – det gælder i endnu højere grad om sommeren under begivenheden ”Le voyage à Nantes” (”Rejsen til Nantes”).

På vejen møder I installationer, udstillinger og også sjove installationer for børn: en ”Ping-Pong Park”, en legeplads designet som et månelandskab og en stor rutsjebane ved slottet Château de ducs de Bretagnes volde.

Følg den grønne linje (Eksternt link)

Her ligger Nantes