Toulouse og Pyrenæerne: Det kan man se og opleve

Pyrenæerne ligger mellem Frankrig og Spanien og byder på naturoplevelser i sin helt egen kaliber. Fra bjerget Pic du Midi er udsigten bjergtagende, og dalen Cirque de Gavarnie viser sig fra sin bedste side, når en bjørn dukker op ved vandfaldene. Her kan man om sommeren gå dele af St-Jacques de Compostella-ruten og løbe på ski mellem grantræerne om vinteren. I byen Toulouse kan man opleve den sydfranske stemning. Her er husene lyserøde og tempoet tilpas.

Det kan man se i Pyrenæerne


  • Stjernekig på bjergtoppen Pic du Midi

Pic du Midi de Bigorre ligger i 2.877 meters højde og kan nås med kabelbane. Fra toppen har man en fantastisk udsigt over Pyrenæere. Takket være højdernes klare luft og fraværet af lysforurening er bjergtoppen også et ideelt sted at kigge på stjerner, hvorfor man har anlagt et observatorium og et planetarium.


  • Kedeldalen Cirque de Gavarnie

Cirque de Gavarnie er en Europas største isbeklædte kedeldale og ligger i hjertet af Pyrenæernes nationalpark mellem Frankrig og Spanien. Det spektukulært område er med god grund optaget på UNESCOs verdensarvsliste for her når bjergtoppene en højde på over 3.000 meter og vandfaldet over 400 meter. På bjergkammen er der et berømt 100 meter højt indhug, som Grev Roland ifølge legenden har lavet med sit sværd.


  • Lourdes

Denne lille by har været et populært pilgrimssted siden 1858, hvor Jomfru Maria viste sig i et syn for den unge pige Bernadette Soubirous. I 2019 fejrer en musical 175-året for hendes fødsel, og helligdommen rummer adskillige religiøse samlingssteder heriblandt Massabielle-grotten og vandbassinerne, som de troede sænkes ned i.


  • Pyrenæernes nationalpark

Nationalparken er over 100 kilometer lang og rummer seks seværdige dale:

  • Vallée d’Aure og Vallée du Haut Adour med sine kedeldale i kalksten
  • Vallée du Luz-Gavarnie hvor man finder de højeste bjergtoppe
  • Vallée de Cauterets med sine klare søer
  • Val d’Azun som har en lang tradition for pastoralt landbrug
  • Vallée d’Ossau hvor man kan møde vandrende hjorde af dyr
  • Vallée d’Aspe som ligger på pilgrimsruten mod Santiago de Compostela.


  • Naturreservatet Ossau

Gåsegribbens vingefang når op på hele 280 cm, og hvis man vil se den, skal man tage til naturreservatet i Ossaudalen. Med over 120 ynglende par lever Frankrigs største koloni af disse betagende rovfugle nemlig her. Gribbene ringmærkes, når de kommer til verden, og på den måde kan forskere følge dem, også når de er på træk.


  • Skisportsstederne La Mongie, Saint-Lary, Luchon-Superbagnères, Cauterets, Font-Romeu, Les Angles m.fl.

Med over 40 forskellige skisportssteder kan Pyrenæerne tilbyde en bred vifte af vinteraktiviteter. Barèges-La Mongie ligger smukt for foden af Pic du Midi. Saint-Lary er perfekt til børnefamilier. Luchon-Superbagnères har hele fire bjergskråninger. Cauterets er kendt for altid at have rigeligt med sne. Font-Romeu er et ideelt sted til de mest aktive vinterturister, og Les Angles er både et skisportssted og en hyggelig landsby.


I 2.784 meters højde troner bjerget over Middelhavet og Roussillon-sletten. Mere end 750 kilometer afmærkede vandrestier går gennem skove, landsbyer og kratbevoksede hedeområder og byder på det bedste og mest fantastiske planteliv ved bjergene og Middelhavet. Mont Canigou er et højtbeliggende bjergområde, og det er derfor vigtigt at være i god form, før man begiver sig ud på en vandretur.

Det kan man lave i Pyrenæerne


  • Tag på pilgrimsrejse til Lourdes

Det er svært ikke at blive bevæget over den intense stemning, der hersker i Lourdes. Hver dag afholdes over 70 messer i de forskellige religiøse samlingssteder, og basilikaen Saint-Pie X kan rumme hele 25.000 troende fra hele verden.


  • Se Mælkevejens stjerner fra Pic du Midi

Man kan tilbringe en fantastisk aften på Pic du Midi, og det er endda muligt at overnatte tæt på stjernerne. Besøg planetariet, se nærmere på stjernerne med et teleskop fra Charvin-kuplen, overnat i et værelse i videnskabscenteret og drøm store drømme. I det nyligt renoverede udstillingslokale "espace expériences" kan man lære mere om bl.a. solen og kosmisk stråling.


  • Bestig Cirque de Gavarnies stejle stier

Fra landsbyen Gavarnie i 1.300 meters højde er det populært at vandre op til foden af det store vandfald, som ligger i over 1.700 meters højde. Vil man helt op og se indhugget "brèche de Roland" på nært hold i 2.800 meters højde, skal man følge en højtbeliggende bjergrute, der starter på et pas i 2.100 meters højde. For at få den smukkeste oplevelse, er det bedst at stå op så tæt på solopgang som muligt.


  • Slut dig til vandrene på pilgrimsruten

Der findes en vandrerute, som fører til pilgrimsruten mod Santiago de Compostela via bakkerne i den nordlige del af Pyrenæerne. Fra Carcassonne i øst fører den over 500 km lange rute gennem sublime landskaber via Lourdes til Saint-Jean-Pied-de-Port i vest. Hvis man elsker smukke vandreture, er her virkelig noget at komme efter!


  • Følg en etape af Tour de France

Verdens hårdeste cykelløb lægger altid vejen forbi Pyrenæerne. Rytterne kommer som sædvanlig ikke uden om Col du Tourmalet i 2.115 meters højde, som i 2019 bliver målet for en krævende 117 km lang bjergetape med start i Tarbes, hvor rytterne virkelig har brug for tilskuernes opmuntring.


  • Spænd skistøvlerne og slå et smut fordi grantræerne i La Mongie

Pisterne i La Mongie danner sammen med skisportsstedet Barèges, på den anden side af Col du Tourmalet, Pyrenæernes største sammenhængende skiområde med 100 km pister. I områderne Laquette og Lienz ved Barèges kan man også stå på langrendsski i 2.500 meters højde.


  • Se en rugbykamp i Bagnères-de-Bigorre

Stadionet i Bagnères blev bygget i 1912 og er en institution i lokalsamfundet. Som tilskuer til en rugbykamp med det lokale mande- eller kvindehold kan man ikke undgå at blive revet med af stemningen. I sær i den vigtige 3. halvleg kan man godt begynde at øve sine kampsange!

Her ligger Pyrenæerne i sydfranske Occitanien