Provence: Det kan man se og opleve

Provence er med god grund en af Frankrigs top destinationer, for det sydfranske paradis byder på smukke landskaber, lavendelmarker så langt øjet rækker, lækre vine, lokale specialiteter med gedeost, honning og fisk… alt sammen krydret med et mildt klima, udsigt til Middelhavet, hyggelige byer eller romersk historie i Nîmes. I Provence keder man sig aldrig!

Det kan man lave i Provence


  • Kirken Notre-Dame-de-la-Garde og museet MUCEM i Marseille

Den rebelske by Marseille kan også være forførende. Fra toppen af kirken, der i folkemunde ofte kaldes "La Bonne Mère", viser byen sig fra sin bedste side. Man har en fantastisk udsigt til Frioul-øerne, Calanques-klipperne, den gamle havn og byens okkerfarvede tage, der fører ud mod havet. Museet MUCEM ligger i en moderne sort betonbygning smykket med et mønster, der ligner kniplinger. Det åbnede i 2013 og falder harmonisk ind i omgivelserne mellem fortet Saint-Jean og domkirken La Major.


  • Aix-en-Provence

I 1700-tallet fik byen tilnavnet "det lille Versailles" på grund af sin elegante arkitektur. Her er alt hvad hjertet kan begære, lige fra private palæer i klassisk stil til mosklædte springvande og huse fra renæssancen. Gå en tur langs hovedgaden Cours Mirabeau, tag en kulturel pause ved palæet Hôtel de Caumont eller på Granet-museet og læg vejen forbi resterne af de gamle romerske bade.


  • Pavepaladset i Avignon

Avignon var i 1300-tallet hovedsæde for den katolske kirke og udmærker sig ved at rumme et imponerende pavepalads opført primært af paverne Benedikt 12. og Clemens 6. Den enorme bygning i gotisk stil med mægtige tårne rummer audienssale, kapeller og festsale, hvoraf nogle er dekorerede med fine freskomalerier i sprudlende farver. I juli forvandler gårdspladsen Cour d'Honneur sig til en teaterscene under byfestivallen Festival d’Avignon.


  • Les Baux-de-Provence og lysshowet Carrières de Lumières

Denne højtbeliggende fæstningsby på Baux-plateauet er på listen over Frankrigs smukkeste landsbyer og har beskyttet sine indbyggere siden middelalderen. I dag strømmer turisterne til byen for at besøge det gamle slot, borgtårnet, den romanske kirke og museet tilegnet kunstmaleren Yves Brayer. Et andet højdepunkt er stenbruddene Les Carrières, som er skueplads for et moderne lysshow, hvor lys og billeder projekteres op på de 14 meter høje mure.


  • Verdonkløften

Denne sydfranske kløft skærer sig gennem departementerne Var og Hautes-Alpes og er et enestående smukt sted. For enden af de imponerende klippevægge strømmer det smaragdgrønne vand gennem Verdon-floden, der flyder ud i søen Sainte-Croix, hvor landskabet er mere blidt. For at komme helt tæt på naturen kan man drage ud på en vandretur langs de afmærkede stier. Der er også masser af muligheder for mere adrenalinfyldte aktiviteter såsom klatring i klipperne eller rafting og andre sportsgrene i det brusende vand. En mere afslappende mulighed er at leje en elektrisk cykel og nyde udsigten langs panoramaruten "route des crêtes".


  • Mont Ventoux

"Det skaldede bjerg" er 1.911 meter højt og knejser over lavendelmarkerne på lang afstand. Dets dramatiske stigninger er en krævende udfordring for Tour de Frances cykelryttere, og udsigten fra den kalkklædte er i klart vejr fabelagtig. Her kan man se Alperne og Centralmassivet samt Camarguen, Cevennerne og Middelhavet.


  • Landsbyerne Gordes, Saint-Rémy-de-Provence og Roussillon

De tre landsbyer ligger som perler på en snor, men har hver deres særpræg. Midt i den regionale naturpark Luberon ligger Gordes med sine stenhuse på en høj bakke i dalen. Andetsteds i Luberon gemmer Roussillon sig i hjertet af okkerlaget, som farver husene og jorden i tusindsvis af røde nuancer. I bjergområdet Alpilles ligger den lille hovedby Saint-Rémy-de-Provence, der er indbegrebet af provencalsk livsstil med sine små pladser i platantræernes skygge og masser af kunstneratelierer.


  • Domkirken Saint-Sauveur i Aix-en-Provence

På den gamle romerske vej Via Aurelia ligger denne domkirke, der er opført mellem det 5. og det 17. århundrede og dermed kendetegnet ved de mange forskellige stilarter, der har præget den i de mange års opførsel: romansk, gotisk og barok. Man fascineres af kunstneren Nicolas Froments tredelte billede ”Buisson Ardent” (på dansk ”den brændende busk”) fra 1476 og de smukke orgeler, der er på Frankrigs liste over fredede historiske genstande.


  • Bjerget Sainte-Victoire

Med sine 1.011 meter dominerer bjerget Sainte-Victoire landskabet omkring Aix-en-Provence, og i godt vejr kan man fra toppen se helt til Middelhavet og Alperne. Cézanne brugte bjerget i mange af sine malerier, og i dag tiltrækker det alt fra sportsfolk til vandrere og religiøse pilgrimme. På vejen op ad bjerget kan man gøre holdt ved de hellige steder Prieuré Sainte-Victoire, L’Ermitage Saint-Ser og La Croix de Provence.


  • Camarguen

Naturparken Camarguen ligger i Rhône-flodens delta og byder på adskillige ruter, som kan opdages til fods, på cykel eller fra hesteryg. Det enorme vådområde veksler mellem saltvandsmarsk, laguner og oversvømmede prærier, og er hjemsted for et spændende dyreliv bestående bl.a. af vilde heste, flamingoer og tyreopdræt.

Det kan man lave i Provence


  • Oplev lavendelruten fra Sault til Valensole i forsommeren

Allerede i romertiden brugte man lavendel til at give vasketøjet duft. Den smukke plante dyrkes på et stort område, der strækker sig over departementerne Drôme, Alpes-Maritimes, Hautes-Alpes, Vaucluse og Alpes de Haute-Provence. Man kan følge flere forskellige ruter blandt markerne, der blomstrer fra midten af juni til slutningen af august. Især Valensole-plateauet, der i begyndelsen af juli forvandler sig til et violet farveorgie, er et enestående skue.


  • Bliv introduceret til vinens verden fra Bandol til Châteauneuf-du-Pape

Provence er hjemsted for en bred vifte af vinmarker, og de tilhørende AOC-mærker er kendt verden over: Côtes de Provence, Côtes du Rhône, Coteaux d’Aix, Bandol, Cassis og Chateauneuf-du-Pape vækker genklang hos vinelskere. På de mange vinruter kan man smage liflige rosévine, delikate og frugtige hvidvine samt karakterfulde rødvine.


  • Gå en tur i Luberon og Alpilles landsbyer

Luberon er fuld af små højtbeliggende landsbyer fra middelalderen f.eks. Bonnieux, Lourmarin, Lacoste og Ménerbes. Det er hyggeligt at spadsere rundt i de små gader, der midt på dagen er næsten tomme. Find en café, sæt dig på terrassen og nyd udsigten over olivenmarkerne. I Alpilles' hedelandskab ligger de hyggelige landsbyer som perler på en snor: Les Baux de Provence, Eyguières, Maussanne, Mouriès og mange flere.


  • Overgiv dig til Calanques-klippernes betagende landskab

Calanques er både navnet på en nationalpark samt de smalle bugter, der omkranses af tårnhøje klipper langs Middelhavskysten mellem Marseille og Cassis. Man kan nå bugterne til fods eller med båd, og det er hele turen værd, for et smukkere og mere dramatisk landskab er svært at finde. Middelhavet har nærmest skåret sig ind i klipperne og dannet ugenerede oaser. Nogle af de mest berømte calanques er Marseilleveyre, Sormiou, Morgiou, Sugiton, En-Vau og Port-Pin som har hver deres skønheder og særpræg. Husk at behandle området med respekt.


  • Bliv stjerne for en dag i Saint-Tropez

Den festlige stemning i charmende Saint-Tropez har gennem årtier tiltrukket store stjerner. Slå dig ned på den trendy café Le Senequier, spil petanque med de lokale på Place de Lices eller gå en tur på havnekajen forbi de dyre lystbåde. Tag en svømmetur på Canoubiers-stranden eller dans til den lyse morgen på natklubben Caves du Roy. Saint-Tropez vil altid være et magisk sted.


  • Besøg Provences mange markeder

I Provence har hver eneste by med respekt for sig selv et marked, hvor man overvældes af duftene fra de lækre lokale specialiteter. Hermed nogle tips til, hvad man kan købe i de forskellige byer: trøfler i Carpentras, blomster i Aix-en-Provence, fisk på den gamle havn i Marseille, frugt og grønt i Cassis eller Saint-Rémy-de-Provence, muscatdruer i Vaison-la-Romaine og pølser i Arles.


  • Hav det sjovt med de lokale under Feria de Nîmes

Hvert år omkring pinse og igen i september er der gang i Nîmes. Den lokale byfest ”Feriaen” er nemlig den perfekte anledning til at have det sjovt i byens gader: Tyrefægtning, tyrevæddeløb, festlige parader, koncerter, lansekampe på både i kanalen og den festlige dans sevillanas er blot noget af det, der står på programmet. Den festlige stemning vil begejstre både børn og voksne.


  • Tag på fisketur til øen Île de Porquerolles

Vandet omkring øen Porquerolles er fuld af fisk og dermed oplagt til en uforglemmelig fisketur (husk at undersøge de gældende regler for fiskeri). Lad de dygtige lokale tage dig med til de bedste steder at fiske ved øgruppen Hyères, som Porquerolles er en del af. Hårhaler, makreller og store ravfisk er blot nogle af de spændende arter, man kan få på krogen.


  • Bliv rørt af operasangernes arier i Oranges antikke teater

Igennem 150 år har man afholdt sangfestivalen Chorégies d’Orange, hvoraf de fleste koncerter foregår i byens antikke teater, som er et af de smukkeste historiske bygningsværker fra Romertiden og i øvrigt indskrevet på UNESCOs verdensarvsliste. Takket være teatrets perfekte akustik når de smukke toner helt ud til selv de bageste rækker, så der er garanti for en stor følelsesmæssig oplevelse.


  • Bliv betaget af Van Goghs værker i Arles

Den berømte maler boede i Arles mellem 1888 og 1889, og i denne periode skabte han nogle af sine mest markante værker. Van Gogh-museet er en hyldest til den store kunstner og viser hans store indflydelse på moderne kunst, ligesom det fremhæver forbindelserne til andre store kunstnere.

Her ligger Provence