Sydfranske Grasse: På sporet af parfumens hemmeligheder

Vil du kende alle parfumens hemmeligheder? Så rejs til Grasse på Den Franske Riviera hvor museet Musée International de la Parfumerie har hjemme. I et sansende univers går museet i dybden med parfumens historie og sideløbende kan man også blive klogere på sæbens, sminkens og kosmetikkens rødder. En unik oplevelse man ikke kan få andre steder!

Velkommen til Grasse verdens parfumehovedstad! Byens parfumemuseum Musée International de la Parfumerie, der blandt de lokale kendes som ”IMP”, blev grundlagt i 1989 og fik et ansigtsløft i foråret 2019, blot få måneder efter at parfumerne fra Grasse blev udnævnt til UNESCO Verdensarv.

Museumsoplevelsen er gentænkt ned til mindste detalje og formidler det unikke håndværks historie. Museumsgæsterne guides således gennem århundredes savoir-faire (knowhow, red.), som har markeret parfumens udvikling fra antikken til vore dage.

Hele parfumehistorien

En multisanselig museumsoplevelse sætter det visuelle aspekt (bl.a. film, billedede og tekst) i samspil med duftens sanselighed gennem mere end hundrede parfumer og blomster. Man bliver derved klogere på parfumens historie, som fik sin oprindelse i Egypten. De egyptiske præster anses nemlig for de første parfumemagere, der skabte specielle ceremonielle blandinger til brug ved ritualer og ved hoffet.

En diskret og forførende parfume

De dyrebare dråber blev skabt i sjældne materialer som alabast, fajance, emalje, keramik og gennemsigtigt glas hvilket fører os videre til en anden historisk periode: renæssancen.

I renæssancen indtog parfumen en ny rolle, nemlig forførelsens rolle. Man skiftede sin parfume hver dag og de sofistikerede parfumeflasker blev forvandlet til smykker, der blev båret som en accessory.

Besøget fortsættes ind i udstillingsrum dedikeret til samtiden: parfumen forvandles til et verdensomspændende industriprodukt og går fra at være et exceptionelt produkt til et hverdagsprodukt, der henvender sig til alle samfundslag.

Roser, jasminer, lavendler og orange

For at følge i sporene på de fem historiske århundrede, samt at bevare den værdifulde kulturarv, går museet i dybden med alle de historiske aspekter: fra de første materialer til industrien og designet. Parfumens brugsegenskaber er også i fokus, fra det kunstindustrielle aspekt til de arkæologiske vidnesbyrd og industrielle materialer.

Parfumens vej fra plante til færdigt produkt tages også under lup. Roser, jasminer, lavendler, storkenæb og orange… parfumerne opstår først og fremmest af planter fra hele verden, og takket være museets have (Jardins du Musée International de la Parfumerie) kan de besøgende opdage og dufte til alle de blomstersorter, som gennem århundrede har udgjort parfumens kostbare grundlag.

Her ligger Grasse på Den Franske Riviera