Dordognedalen: 6 uimodståelige landsbyer

Mellem slotte, pilgrimshelligdomme og betagende stenhuse går turen gennem den smukke Dordognedals mange charmerende landsbyer. Det var svært at vælge, men her har vi samlet vores 6 yndlings perler i Dordognedalen!

Den højest beliggende: Rocamadour

Som den troner frem 150 meter over Alzou-dalen, ser det næsten ud som om, at landsbyen Rocamadour klynger sig til klippevæggen. Rocamadour er bygget vertikalt op ad de forhistoriske klippeudspring, og landsbyen er en fantastisk blanding af slot, yndige små huse og et kapel. Rocamadours helt store tilløbsstykke er helligdommen Den sorte jomfru, som er en sort statue af Jomfru Maria hugget i valnøddetræ fra 1100-tallet. Gør som pilgrimmene og tag de 216 trin der fører op til kapellet Notre-Dame de Rocamadour, hvor statuen står.

Før vi bevæger os videre til næste landsby, skal vi huske at slå et slag for Rocamadours gedeost, som landsbyen også er berømt for. Køb et stykke med hjem og se hvordan den laves i gårdbutikken på gården Borie d’Imbert, som ligger lidt udenfor Rocamadour.

Besøg Rocamadour (link på fransk) (Eksternt link)

Ferme la Borie d'Imbert (link på fransk) (Eksternt link)

Den mest farverige: Collonges-la-Rouge

Med sine røde facader og skifertage, der står i kontrast til det frodige landskab i Corrèze, er landsbyen Collonges-la-Rouge ganske enkelt billedskøn! Alt afhængig af lyset glimter husenes særegne røde farve takket være sandsten i jernoxid, som byen er bygget op af. Udforske de krogede gader med kønne huse og herskabsboliger og gør holdt ved St. Peter-kirken, som imponerer med sit ottekantede klokketårn fra 1100-tallet. Slå også vejen forbi de gamle haller hvis brødovne fra middelalderen stadig bruges, når der er fest i landsbyen. Besøger du Collonges-la-Rouge om sommeren må du heller ikke gå glip af et besøg i Maison de la Sirène fra 1500-tallet, som nu er et museum.

I La chapelle des Pénintents Noirs er det også spændende at se de malede glasvinduer fra 2016. Et sidste tip: for at få den fulde oplevelse af Collonges-la-Roue skal man besøge byen ved skumringstid, når husene lyser op som glødende fakler!

Besøg Collonges-la-Rouge (link på fransk) (Eksternt link)

Landsbyen med den smukkeste udsigt: Loubressac

Det er ikke kun de flotte huse, der gør Loubressac populær, men også den fantastisk smukke udsigt ud over Dordognedalen fra Cère til Bave. Loubressac ligger nemlig på en bjergtinde, og når du går tur i de små gader med trappeafsatser og blomstrende torve, kan du godt forberede dig på at tabe dit hjerte til de charmerende middelalderhuse i karakteristisk okkerfarvede sten og brune tegl. Måske vil du, når du nærmer dig byens slot, forstå hvorfor Loubressac ifølge fotografen Robert Doisneau har ”verdens smukkeste lys”: nyd den smukke udsigt fra slottet i Castelnau og Montal eller fra Saint-Laurent tårnet.

Den mest ”bourgeois”: Autoire

Herregårde, herskabsvillaer, slotte og palæer så langt øjet rækker! Livet er godt i Autoire og den lille by er yndlingsferiestedet for velhaverne i nærliggende Saint-Céré. Autoire har sågar fået kælenavnet ”Petit Versailles” og med sine smukke huse med lyse stenfacader, brune tage og blomsterdekorerede gader er den et besøg, der forkæler den æstetetiske sans. Se også vandfaldet der fra toppen af Autoire slynger sig igennem byen. På tilbageturen kan du slå et smut forbi den hulelignende fæstning Roque d’Autoire, også kendt som ”Château des Anglais”, som er bygget på en kun 2 meter bred kalkstensklippe.

Besøg Autoire (link på fransk) (Eksternt link)

Den mest gastronomiske: Curemonte

Curemontes lykketal er tre! Byens historie er præget af tre familier: Curemonte, Candaillac og Plas og så findes der også tre slotte: Château Saint-Hilaire, som kendes på sit firkantede tårn, Château de Plas med sit runde tårn samt Château de la Johannie. Under 2. Verdenskrig bød de to førstnævnte forfatteren Colette velkommen, når hun havde brug for et tilflugtssted. Endelig går tallet tre igen i antallet af kirker i Curemonte. Her er saint-Hilaire i udkanten af byen en af Corrèze-områdets ældste.

Markedshallerne, der i gamle dag tjente som kornmarkeder, er også et besøg værd. Glem ikke at kigge op, når du går tur i gaderne, for husfacaderne er dekorerede med mange fine særpræg: udskårene vinduesrammer og vinduesglas, tårne med skifertag og andre fine håndarbejdes ornamenter. Prøv appen Terra Aventura hvis du vil på skattejagt gennem byen.

Slut besøget af hos Lou Pé de Gil, hvis specialitet er en aperitif med mælkebøtter. Prøv også deres sylte, gelé og kager der bages med lokale frugter bl.a. blommer.

Besøg Curemonte (link på fransk) (Eksternt link)

Klosterbyen Carennac

Tiden synes at stå stille i denne middelalderby, der ligger på et stenet plateau ved Dordogne-floden. Carennac var tidligere en klosterby, som blev bygget omkring et munkekloster fra 1000-tallet. Besøg kirken Saint-Pierre, der er kendt for sin romerske bue og gotiske grav fra 1500-tallet og tag en pause i det romerske/gotiske kloster. Gå herefter en tur gennem gaderne og se de fine renæssancehuse med deres fint udskårne vinduer. I 1500-tals slottet Chateau des Doyens kan du blive klogere på områdets kulturarv og se moderne kunst, for her afholdes også udstillinger. Om sommeren kan man også komme på rundvisning i byen.
Besøg Carennac (link på fransk) (Eksternt link)

Her ligger Dordogne