5 spadestinationer i Frankrig, hvor du kan koble af

Trænger du eller én du holder af til en ordentlig omgang forkælelse, så er Frankrig det rette sted at tage hen! Her får du 5 af vores favorit spadestinationer i Frankrig:

Vi lyver ikke, når vi siger, at du kan rejse til Frankrig og se yngre ud, når du kommer hjem. Over hele landet finder du et væld af luksuriøse spaer, der mest af alt minder om et lille stykke af Paradis.

Det lyder måske som en overdrivelse, men bare ved at læse om de mange muligheder for fransk velvære føler du dig måske allerede yngre og mere afslappet. Her er 5 af vores favoritter:

Les Sources de Caudalie, Bordeaux

Vidste du, at man kan høste vinens mange fordele helt uden at drikke den? Midt i vindistriktet Bordeaux, på vingården Château Smith Haut-Lafittes jorde, finder du Les Sources de Caudalie – verdens første vinspa. Les Sources de Caudalie er et dekadent åndehul, der med sine ekspertudviklede drue- og vinbaserede behandlinger til ansigt og krop, tilbyder dig en helt særlig form for afslapning.

Idéen bag den prisvinende spa er enkel: vin og druers gavnlige effekt kombineres med vandet fra varmtvandskilder, hvilket har en revitaliserende effekt på huden. Detox-omslag såsom Merlot-omslaget eller "honning og vin"-omslaget ikke blot lyder lækkert – det er det også. Omslagene er nemlig beriget med drueekstrakter, der tilføjer behandlingen dybderensende egenskaber, som efterlader din hud glat og blød.

Elementerne er naturlige og miljøvenlige takket være regionens mineralrige varmtvandskilder. Til spaens signaturterapier pumpes kildevand fra en dybde på 540 meter under jordens overflade som kombineres med vin- og drueekstrakter fra vingårde i Bordeaux, Champagne og Bourgogne. Absolut en luksuriøs oplevelse!

Dior Institut, Paris

Diors ekspertise udi haute couture reflekteres i instituttets skønhedsbehandlinger og de prægtige omgivelser i det fem-stjernede luksushotel Hôtel Plaza Athénée i Paris. Denne spa tilgås af en privat tæppeklædt trappe med kig til det hvide marmorgulv (der er opvarmet for at sikre absolut komfort – også barfodet) og prydes af Dior-modeshows på skærme langs receptionens vægge. Udvalgte Dior Institut-skønhedseksperter vil, efter en dybdegående analalyse af din hud, livsstil og vaner, pakke dig ind i tætvævede bomuldslagener med det kendte Christian Dior-logo broderet på.

En afslappende rygmassage, der forbedrer din holdning, en shaping-øvelse der opstrammer din krop og en behagelig og mild håndmassage, der vækker dine sanser er alle del af det velansete Dior Instituts 'art of touch'-filosofi. Samtlige hudplejebehandlinger udføres med Dior-produkter og er fuldstændig skræddersyede til den enkelte gæsts ønsker og behov.

Alt godt har en ende, og på Dior Institut sørger de for, at det afsluttende touch på din spaoplevelse bliver perfekt. Skønhedsbehandlingerne afsluttes med makeup og et pift af din yndlings Dior-parfume, så du er catwalk-klar!

Guerlain Spa, Hôtel du Palais og Sofitel Biarritz le Miramar Thalassa Sea & Spa, Biarritz

I midten af det 18. århundrede mente man, at havet ud for Biarritz besad særlige terapeutiske kvaliteter. Derfor opbyggede resortbyen Biarritz et ry for at være ekspert inden for thalassoterapi, helse og velvære.

Hôtel du Palais (Eksternt link) underbygger fortsat dette omdømme. I 1855 lod Napoleon III den prægtige bygning opføre, under navnet Villa Eugenie, som oprindeligt fungerede som feriehjem, til hans spanske kone, prinsesse Eugénie. Det renoverede Hôtel du Palais reflekterer den originale noble elegance, og kan i dag prale af sin imperiale Guerlain Spa, hvor saltvandsbadende sikrer dig en udstråling af joie de vivre.

Her kan du beundre den storslåede udsigt ud over Atlanterhavet, mens du nyder en tur i saltvandspoolen og udforsker Guerlain Spas magiske oplevelser. Guerlains delikate dufte og egenskaberne, der findes i Guerlains naturlige ingredienser, udgør kernen i spaens mange skønhedsbehandlinger.

Lige i nærheden finder du Sofitel Biarritz le Miramar Thalassa Sea & Spa, hvor du tilbydes endnu flere saltvandsoplevelser – denne gang i kombination med fitnessøvelser. Her har du mulighed for at prøve kræfter med målrettet aquafitness, hvor du, instrueret af en fysioterapeut, kan opleve hvilke gavnlige effekter vandaerobic, undervands-jetski og aqua-udstræk har på din krop. Du kan også vælge en hydromassage som, med saltvandstråler af varierende tryk, kontrolleret af en hydroterapeut, toner og stimulerer hele kroppen.

De mange forskellige à la carte-oplevelser sørger for, at du føler dig forynget og forfrisket. Her kan du sige farvel til jetlag og vende hjem med fornyet energi.

De moderigtige spabyer Vichy og Le Mont Doré, Auvergne

Auvergne, fødebyen for skønhedsmærkerne Vichy og Clarins, var et fashionabelt spaområde i det 19. århundrede, hvor besøgende flokkedes til de mange varmtvandskilder, der allerede dengang var kendte for deres sundhedsmæssige egenskaber.

I byen Vichy finder du Thermes des Dômes spa (Eksternt link) , hvor du har mulighed for at tage et termisk bad i de berømte mineralrige Vichy-kilder, som siges at kunne kurere diverse sygdomme. Udenfor Vichy er der desuden et væld af andre spa-udbud.

  • Det største resort er Le Mont-Doré, udenfor Clermont-Ferrand. Det er inspireret af Caracalla-badene i Rom, og den udsøgte neo-byzantinske spafacilitet tilbyder en bred vifte af spabehandlinger, hydroterapi og en pool.
  • Châtel-Guyon er et moderne resort med både en mineralsk og en termisk spa.
  • Bourbon-l'Archambault er en termisk spa med fokus på reumatologiske og gynækologiske behandlinger.
  • Bourbon-Lancy-spaen er et elegant historisk resort, der har huset mange berømte gæster, heriblandt Julius Caesar, Katarina af Medici, Kong Louis XIV og Maupassant.

Thalasso & Spa Barrière by Thalgo La Baule, Val de Loire

Thalassoprogrammerne ved Thalasso & Spa Barrière by Thalgo (Eksternt link) med deres fokus på sensoriske oplevelser er perfekte for den rejsende, der er konstant på farten, som gerne vil opleve mere af Frankrig og samtidig genoplade krop og sind.

Hvadend det er et 6-dages thalassoprogram eller et 3-dages fitnessophold, gør det samme sig gældende: samtlige af stedets luksuriøse oplevelser er udarbejdet af et videnskabeligt hold. Der er også programmer med fokus på at forebygge stress eller som hjælp til rygestop.

Der er også mulighed for efterfødsels-behandlinger, at forkæle dine børn med en mild spaterapi eller blot tage et balneoterapi-bad. Alle sparitualer er autentiske og sikrer, at du går derfra med en fredfuld følelse af forkælelse.


Yderligere information:
Planlæg din rejse til Auvergne-Rhône-Alpes. (Eksternt link)
Forbered din rejse til Biarritz. (Eksternt link)
Planlæg din rejse til Bordeaux. (Eksternt link)
Forbered din rejse til Paris. (Eksternt link)
Planlæg din rejse til Loiredalen. (Eksternt link)