Provence : en sanserejse fra marked til marked

Savourer

ProvenceGastronomi og vin

Puesto en un mercado provenzal
© Jeremie78 / Adobe Stock

Læsetid: 0 minUdgivet den 23 april 2025, opdateret den 10 marts 2025

Kan man overhovedet forestille sig Sydfrankrig uden sine farverige markeder? Her dufter det af krydderier, oliven og frisklavet nougat – perfekte steder til en afslappet slentretur og små lækre indkøb. Oplev vores håndplukkede favoritter blandt de smukkeste markeder i Provence.

Det store provencalske marked i Saint-Rémy-de-Provence

Det store provencalske marked i Saint-Rémy-de-Provence
© © Shutterstock - Det store provencalske marked i Saint-Rémy-de-Provence

Hvis der er ét marked i Provence, der virkelig fortjener sit ry, så er det markedet i Saint-Rémy-de-Provence!
Hver onsdag forvandles byen til et sansebombardement af dufte, farver og smagsoplevelser, når stadeholderne fylder deres boder med det bedste fra Sydfrankrig: saftige oliven, gyldne olivenolier, duftende krydderurter, honning, solmodne frugter, friske grøntsager – og et væld af andre lækkerier. Elsker du lokalt håndværk, er chancen stor for, at du vender hjem med en smuk keramikskål, et stykke farverigt stof eller en unik, hånddrejet potte. Og til dem, der søger velvære og naturlig selvforkælelse, byder markedet på æteriske olier og håndlavede sæber med lavendel, rosmarin og timian – alt sammen dyrket i den provencalske jord. Det store marked i Saint-Rémy-de-Provence er en fryd for øjne og næse – en ægte fejring af områdets stolte traditioner og kulinariske arv.

Udforsk Saint-Rémy-de-Provence

Det berømte trøffelmarked i Carpentras

Trøffelmarkedet i Carpentras
© © Biset V. - VPA - Trøffelmarkedet i Carpentras

I Carpentras, i Vaucluse, findes der et sort guld, som alle kaster sig over... trøflen ! Markedspladsen Aristide-Briand i Carpentras byder hver fredag morgen fra midten af november til slutningen af marts, velkommen til det berømte trøffelmarked. Dette marked er en sand institution. Her mødes producenter og connaisseurs i en helt særlig, nærmest stille atmosfære, hvor de forhandler om sæsonens skatte til guldpriser. Om sommeren fejres den hvide trøffel, også kaldet Saint-Jean-trøffel, på et af Provences smukkeste markeder. Uanset om du er trøffelentusiast eller ej, kræver det, at du står tidligt op for at få et glimt af denne regionale skat, for markedet åbner allerede kl. 8, og varerne forsvinder hurtigt!

Oplev Carpentras 
Trøffelmarkedet i Carpentras (link på fransk)

Marseilles fiskemarked - en smag af Middelhavet

Fiskemarkedet i Marseille, Provence
© Mike Fouque/Adobe Stock - Fiskemarkedet i Marseille, Provence

Hver dag, fra kl. 8 til 13, året rundt, fyldes den gamle havn i Marseille med den melodiske accent fra fiskerne, der sælger nattens skatte. Fiskemarkedet i Marseille, tidligere kendt som La Criée, har været en lokal institution siden 1909 og er noget, man ikke bør gå glip af for noget i verden. Her møder man næsten de provencalske figurer fra Marcel Pagnols univers, bøjet over deres torsk, makrel og andre sardiner. Fiskene bliver flået og skællet på stedet, hvilket er et tegn på kvalitet og friskhed. På dette provencalske marked finder du helt sikkert alt, hvad du behøver for at tilberede en god bouillabaisse !

Udforsk Marseille

Det historiske marked i Apt

Det historiske marked i Apt
© © Shutterstock - Det historiske marked i Apt

Markedet i Apt er et af de ældste – og smukkeste – i hele Provence. Hver lørdag morgen forvandles den gamle bydel til et levende farveorgie, når omkring 300 stadeholdere stiller deres boder op og sælger alt det bedste, Provence har at byde på. Siden 1500-tallet har markedet tiltrukket både lokale, turister og livsnydere på jagt efter smagen af Sydfrankrig. Tapenade, abrikoser og nougat frister forbipasserende og vækker sanserne. Som en ægte perle i Lubéron-regionen er markedet i Apt blevet hædret med titlen Marché d’exception – et kvalitetsstempel, det bærer med stolthed. Og hvad er den bedste måde at opleve det på?
Giv dig selv lov til at fare vild i de små gader – det er dér, markedets hemmeligheder gemmer sig.

Udforsk smukke Pays d'Apt i Lubéron

Blomstermarkedet i Aix-en-Provence

Blomstermarkedet i Aix-en-Provence
© © Shutterstock - Blomstermarkedet i Aix-en-Provence

Vil du finde vejen til det berømte blomstermarked i Aix-en-Provence, så lad dig blot lede af den fine duft af roser, ranunkler og dahliaer, som fylder pladsen foran rådhuset hver tirsdag, torsdag og lørdag.Her kan du finde alt fra en buket til en, du holder af, til potteplanter, aromatiske urter og små frugttræer. Men du kan også bare slentre rundt mellem boderne og nyde det farveorgie og de smukke former, som kun naturen kan skabe. På ugens andre dage rykker blomstermarkedet over på Place des Prêcheurs, hvor det fortsætter med at fortrylle forbipasserende.

Besøg Aix-en-Provence

Af Redaktionen France.fr Skandinavien

Vi inviterer dig med til at opleve Frankrig, som vi elsker det – med vores bedste tips til skjulte perler og uforglemmelige oplevelser væk fra alfarvej.

Se mere