Ofte stillede spørgsmål om rejsen til Frankrig - FAQ

Inspiration

Her er de oftest stillede spørgsmål om ferie i Frankrig
© Getty Images - Her er de oftest stillede spørgsmål om ferie i Frankrig

Læsetid: 0 minUdgivet den 29 februar 2012

Du har planlagt din næste ferie, og turen går til Frankrig. Men hvor er godt at bo? Hvordan kommer man nemmest dertil, og skal man have pas med? Alt det og meget mere får du svar på her.

1) Vi vil gerne leje et hus i Frankrig. Hvordan gør vi?

De to primære formidlere af feriehuse (eller ”gîtes” som franskmændene ofte kalder dem) er Gîtes de France og Clévacances. Bemærk at feriehusene normalt kun udlejes for mindst en uge ad gangen, og som regel kun lørdag til lørdag.

Der findes også en del danske bureauer, gennem hvilke man kan leje hus i Frankrig, bl.a. Dansk Fri Ferie, France Vacances, Novasol, Provacances, Provensol og Vacasol.

I kan også prøve lafrance.nu rubrikken ”Boligmarked”

2) Jeg vil gerne bo på Bed & Breakfast i Frankrig. Hvordan gør jeg?

Se ovenstående spørgsmål først. Gîtes de France og Clévacances udbyder også ”Chambres d’hôtes” (det franske udtryk for Bed & Breakfast).

3) Jeg vil gerne bo i en lejlighed under min ferie i Frankrig. Hvordan gør jeg?

Mange steder i Frankrig findes de såkaldte ”résidences de tourisme”, som er en slags ferielejligheder. Du finder et stort udvalg hos Belambra, FDM travel, Happydays, Odalys vacances og Pierre et Vacances.

4) Har I lister over billige hoteller i Frankrig?

De billigste hotelkæder - af meget enkelt standard - ligger typisk ved motorvejene. Vi har ingen brochurer fra dem, men man kan finde oplysninger og reservere på hjemmesiderne: Hotel Formule1, Etaphotel, Campanile Hotel Restaurant, Première Classe Hotels.

Logis Hotels er et godt alternativ, hvis man vil have en lidt højere standard.

5) Har I en liste over campingpladser i Frankrig?

Der findes desværre ingen gratis oversigt over samtlige campingpladser i Frankrig. Visse regioner/områder udgiver campingoversigter, men langt fra alle. Hjemmesiden CampingFrance.com har en god søgefunktion. Derudover kan man købe campingbøger, f.eks. gennem Dansk Camping Union. Besøg også FDMs hjemmeside med tips til kør-selv-ferie i Frankrig.

I øvrigt er det ikke obligatorisk at medbringe et særligt campingpas i Frankrig. Man kan nøjes med at aflevere sit almindelige rejsepas på campingpladsen.

6) Hvordan kommer jeg bedst til Frankrig?

Mange vælger at flyve til Frankrig. I dag kan man – hvis man bestiller i god tid i forvejen – som regel få en returbillet til omkring 1.000 DKK, til tider også væsentligt under. En anden populær fremgangsmåde er at køre selv. Det giver en stor portion frihed, og er absolut at foretrække hvis man vil ud på landet eller til små byer. Se også sp. 10. Kontakt Deutsche Bahn hvis du vil med toget (se sp. 7). Forskellige danske rejsebureauer kører busser til Frankrig. Hos nogle kan man kun købe pakkerejser (bus+hotel), mens man hos andre godt kan købe “kun bus”. Derudover kører busselskaberne Eurolines og FlexiBus også til Frankrig (med busskifte).

Med sine mange smukke landsbyer er Provence et af de mest romantiske steder at blive gift i Frankrig.
© P.Magoni - Med sine mange smukke landsbyer er Provence et af de mest romantiske steder at blive gift i Frankrig.

7) Hvor kan jeg finde oplysninger om togtider, -priser, mm. i Frankrig?

På hjemmesiden www.tgv-europe.com kan man købe billetter og få oplysninger om togafgange og priser. Bemærk at det er muligt at tage direkte tog til store franske byer såsom Nice, Lille, Marseille og Lyon fra togstationen i Charles-de-Gaulle lufthavnen.

Man kan forhøre sig hos Deutsche Bahn i Skandinavien (Tlf. 30 47 39 18 83), der begge sælger billetter til visse togstrækninger i Frankrig.

8) Kan man rejse med bus i Frankrig?

Den primære offentlige rejseform i Frankrig er toget. Der findes også få busselskaber, se fx Flexibus eller Eurolines.

9) Jeg skal fra A til B med offentlig transport. Hvordan gør jeg?

Det kan være svært at finde svaret, især hvis det drejer sig om små byer. Når man kommer ud i landområderne er offentlig transport meget begrænset, og der findes ikke nogen central hjemmeside/instans i Frankrig, hvor man kan få sådanne oplysninger. Prøv at kontakte et lokalt turistkontor i Frankrig.

10) Hvad koster det at køre på motorvejene i Frankrig?

hjemmesiden autoroutes kan man se de forskellige priser for at køre på motorvej i Frankrig. Klikker man på routes kan man taste sin rute ind og under "options" vælge sin prioritering, som fx kan være "economical", hvis man vil finde den mest budgetvenlige rute.

Bemærk at visse tunneller og broer, som f.eks. Viaduc de Millau på A75, er afgiftsbelagte.

11) Kan man få installeret en ”brobizz” i sin bil, så man kan køre hurtigere igennem betalinganlæggene på de franske motorveje?

I princippet ja. Dog kræver det at du har en konto i en fransk bank. Desuden er alle de papirer og betingelser som skal underskrives for at få oprettet et abonnement udelukkende tilgængelige på fransk. Læs mere på www.autoroutes.fr

12) Jeg skal til Frankrig, men mit pas udløber snart. Er det et problem?

Ifølge de officielle regler skal passet være gyldigt mindst 6 måneder efter indrejse. Dog vil man normalt sagtens kunne rejse ind i landet alligevel, da der yderst sjældent er nogen der rent faktisk gennemgår de indrejsendes pas i detaljer, når man ankommer fra et andet Schengen-land. Kontakt eventuelt Det Franske Konsulat, tlf. 33 67 01 61 eller 33 67 01 64.

13) Jeg er ikke dansk statsborger. Skal jeg have visum til Frankrig?

Specifikke spørgsmål om visum besvares af Det Franske Konsulat (se tlf.nr. ovenfor). Dog kan vi oplyse, at hvis man har opholdstilladelse i Danmark, så har man ret til at besøge et andet Schengen-land, f.eks. Frankrig, i op til 90 dage uden visum. Bemærk dog at de oversøiske franske territorier Guadeloupe, Martinique, Réunion, m.fl. IKKE er en del af Schengen.

14) Kan jeg tage mit kæledyr med til Frankrig?

EU har fælles regler for transport af dyr inden for sit område, så vi må henvise til disse. EU-information: tlf. 00800 6 7 8 9 10 11 (gratis fra fastnet-telefoner) Man kan også få oplysninger hos sin lokale fødevareregion under Fødevarestyrelsen, www.fvst.dk Kort fortalt skal hunde, katte og fritter have dyrepas, der dokumenterer at dyret er vaccineret mod rabies. Derudover har Frankrig forbud mod indførsel af visse typer hunderacer, der anses for farlige.

En lille stenhytte blandt Bourgognes climats.
© Eléonore H/Adobe Stock - En lille stenhytte blandt Bourgognes climats.

15) Gælder det gule sygesikringsbevis i Frankrig?

Nej, desværre ikke.

16) Kan jeg tage min medicin med ind i Frankrig?

Ja, medicin til privat forbrug i op til 3 måneder kan frit tages ind i Frankrig. For forbrug til mere end 3 måneder, samt for medicin med narkotiske eller psykotrope egenskaber, kræves recept.

17) Vi skal til Frankrig i påsken/julen. Er butikker, museer, osv. lukkede?

Skærtorsdag og langfredag er ganske normale dage i Frankrig. Det er kun påskemandag (og selvfølgelig søndag) som er helligdag. Over jul og nytår er 25/12 og 1/1 helligdage. Disse dage vil langt de fleste butikker og museer være lukket.

18) Kan jeg købe taletidskort til min mobiltelefon i Frankrig?

Du kan købe taletidskort hos de fleste mobiltelefon-forhandlere (France Télécom, Orange, SFR, Bouygues, m.fl.) og forretninger med el-artikler. Bemærk at der kan være problemer med at benytte kortet, hvis din telefon er SIM-låst.

19) Har jeg brug for en adapter til mine elektriske apparater?

Generelt nej. Franske stik passer til almindelige danske elektriske apparater med 2 ”ben”. Har dit stik 3 ben, skal du have en adapter. Volt og hertz er det samme som i Danmark.

20) Hvornår holder franskmændene ferie?

På vores hjemmeside kan du under ”praktisk information” finde en oversigt over franske helligdage og skoleferier. Generelt kan man sige at skoler holder vinterferie, forårsferie og efterårsferie, der alle varer ca. 2 uger. Vinterferie og forårsferie afholdes forskudt alt efter hvor i Frankrig skolen ligger. Sommerferien går fra slutningen af juni til begyndelsen af september.

Begrebet ”industriferie” findes ikke i Frankrig. Arbejdsmarkedet er fleksibelt, og folk holder ferie på forskellige tidspunkter. Dog vil den almene franskmand typisk holde ferie det meste af august måned.

21) Hvor finder jeg information om aktuelle begivenheder i Frankrig?

Se vores guide Lige nu i Frankrig. Alternativt ved personlig henvendelse til et lokalt turistkontor.

22) Hvor finder jeg gode vandre- eller cykelkort?

Denne type kort kan som regel købes hos de lokale turistkontorer. Der findes også mulighed for at købe forskellige slags kort, som kan bruges til at cykle/vandre efter hos www.ign.fr (på fransk). IGNs kort kan desuden købes i Frankrig hos de fleste boghandlere samt hos RELAY-kiosker på banegårde. I Danmark har Nordisk Korthandel et godt udvalg af kort generelt: www.scanmaps.dk (adresse: Studiestræde 26-30, København)

Kan du forstå fransk, anbefaler vi det franske vandreforbunds hjemmeside FFRandonnée.

Nogle onlinebutikker med gode bøger om emnet er: Cicerone Guidebooks for walkers, trekkers, mountaineers, climbers and cyclists. Og Cartovelo maps and guidebooks.

Du kan også gå på biblioteket og låne Lonely Planets ”Walking in France” eller ”Cycling France” eller købe dem hos Internet-boghandlere.

Alle informationer gives med forbehold for fejl og ændringer.

Dokumentet er produceret af: Frankrigs Turistråd / E-mail: info.dk@france.fr

Sidst opdateret: 12. december 2019

Af France.fr