Tæt på Normandiets stolte cidertraditioner

Inspiration

NormandietGastronomi og vin

I de små hyggelige byer i Normandiet sælges der cider på markederne.
© Miles & Love - I de små hyggelige byer i Normandiet sælges der cider på markederne.

Læsetid: 0 minUdgivet den 16 november 2020, opdateret den 1 juni 2024

Normandiet er en af Frankrigs rigeste ciderregioner. I århundreder har frugtplantagerne prydet det bakkede landskab og givet cideren en central rolle i regionens økonomi og selvforståelse. De lokale ciderproducenter er stolte af deres virke og fortæller med glæde om alle hemmelighederne bag kunsten at lave cider. Læs med og bliv meget klogere på Normandiets stolte cidertradition!

Fra æble til cider - helt naturligt

Kurve og kasser efter den manuelle æblehøst på ciderruten i Normandiet.
© C. Bosschard - Kurve og kasser efter den manuelle æblehøst på ciderruten i Normandiet.

Når de milde september-vinde får æbletræernes grene til at veje stødt er det tid til at høste. Æblerne plukkes før de er helt modne, og får derved lov til at gennemgå den sidste modningsproces på lagrene.

Når æblerne er modne begynder processen, der tilsidst forvandler dem til cider. Først sorteres og vaskes de, hvorefter de knuses. Tilbage bliver frugtkødet som presses, og endelig får man den lækreste, friske æblemost der dufter himmelsk!

Det er denne vidunderlige æblemost, der hældes på fade, hvor den naturlige fermenteringsproces får lov til at gøre sit arbejde: æblernes gærceller omdanner sukkeret i æblemosten til alkohol. Herefter hældes den på flaske og alt efter hvor meget sukker mosten indeholder, har den en alkoholprocent på mellem 3 og 5,5.

Mosten får endnu en gang lov til at hvile på flaskerne. Gærcellerne fortsætter imidlertid med at fermentere, og det er denne anden og sidste fermenteringsproces, der giver cideren sine naturlige bobler.

Normandie - Route du cidre MG 0247 remplir les verres Crédit C Bosschard

Årets gang i Normandiets ciderland

Frugttræer lige før høsten på ciderruten i Normandiet.
© C. Bosschard - Frugttræer lige før høsten på ciderruten i Normandiet.

Cideren er en så integreret del af Normandiet at du finder den, hvorend du befinder dig i regionen. Hvis du vil opleve de smukke frugthaver i blomst, skal du planlægge din rejse meget nøjagtigt: æbletræerne blomstrer i omrking tyve dage, mens pæretræerne blot viser deres kønne hvide- og lyserøde blomster i 10 dage!

Når plantagerne smykkes af efterårsløvet er det høsttid, og som turist kan man være med til at plukke frugter eller overvære processen, når frugterne knuses og presses. En prøvesmagning af de færdige varer er naturligvis også en del af oplevelsen, gerne i selskab med et stykke lokal camembert!

På besøg hos ciderproducenterne

Oplev cideren på markeder og direkte hos producenterne i Normandiet
© Ben COLLIER - Oplev cideren på markeder og direkte hos producenterne i Normandiet

I Normandiets frodige og bakkede landskab slår mange ciderproducenter dørene op for nysgerrige besøgende, der ønsker at dykke helt ned i materien. Normandiet har sågar sin egen ciderrute, og befinder du dig på den, så kig efter skiltene ”Cru de Cambremer”, hvis du vil besøge en ciderproducent og med ind i maskinrummet hos en af de lokale producenter. Økologi finder du hos Cidre Lemasson i Manche og hos Manoir d’Apreval tæt på Honfleur mens gps’en skal sættes mod Ferme de l’Yonnière i Orne, hvis det er den eksklusive pærecider, der stjæler din opmærksomhed.

Cidre Lemasson i Manche (link på fransk)

Manoir d’Apreval

Ferme de l’Yonnière (link på fransk)

Normandiets tre andre signaturdrikke

Calvados er Normandiets egen brændevin og laves på cider der destilleres en eller to gange.
© CALVADOS TOURISME - Calvados er Normandiets egen brændevin og laves på cider der destilleres en eller to gange.

Hvis du virkelig vil lære smagen af Normandiet at kende, må du ikke stoppe ved cideren. På hver deres måde er calvados, pommeau og regionens egen ”champagne” poiré nemlig mindst lige så ikoniske: Calvados er Normandiets egen brændevin. Den laves på cider, der i kolber destilleres en eller to gange for derved at trække den rene aroma ud. Herefter lagres den på egetræsfade, indtil calvadosen er klar.

En drink i Normandiet kan også bestå af et glas pommeau, som med sin runde smag ganske enkelt er indbegrebet af friske æbler. Den består af calvados og æblemost, der med sine 18 procent har en god balance mellem stærk alkohol og finesse.

Endelig har pærecideren en særlig status omkring Domfront i det sydlige Normandiet, på normannisk kaldet ”poiré”. Den laves på samme måde som æblecider, men er lettere og mere delikat i sit udtryk – dermed kælenavnet ”Champagne normand”.

Vidste du at...

Lige siden middelalderen har cider været en vigtig kilde til rigdom i Normandiet og nydt høj agtelse hos adlen og de gejstlige.

Normandiets ciderproduktion er gennem århundreder blevet forfinet og optimeret og i slutningen af det 20-århundrede blev regionens cidere anerkendt med AOP-mærket ”Pays d’Auge”. Flere prestgefyldte AOC-mærker er siden kommet til, og i 2018 fik ciderene og så et europæisk AOC-mærke.

Besøg også hjemmesiden for alle ciderproducenterne, der har opnået AOC-mærket hvor du også finder gode opskrifter på cocktails.

Gå heller ikke glip af...

Ciderrutens billedskønne landsby Beuvron-en-Auge der er på listen over Frankrigs smukkeste landsbyer (Plus Beau Villages de France).

På hjemmesiden Calvados-experience kan du få hele historien om Normandiets ikoniske cider og calvados.

Overnat i en tønde som dem man hælder most i hos Domaine de la Cour au Grip (link på fransk.)

...eller smag din cider i en lækker cocktail

Cider gør sig rigtig godt som hovedingrediensen i drinks!
© Antonina Koreneva/GettyImages - Cider gør sig rigtig godt som hovedingrediensen i drinks!


Spritz normand: - 3 cl calvados - 3 cl Aperol - 10 cl pærecider (poiré) - 1 eller 2 skiver appelsin


Apple Mojito: - 4 cl calvados - ½ grøn citron delt i fire
- 1 cl sirup - 8 mynteblade - 8 cl Ginger ale (eller Canada Dry) - Knust is


Pom’ doz: - 3 cl calvados - 2 cl Pommeau fra Normandiet - 6 cl æblejuice - En smule grenadine - Isterninger

For yderligere information:

Sådan kommer du til Normandiet: I bil: Normandiets "hovedstad" Rouen ligger omkring 1.000 kilometer fra den dansk-tyske grænse og er derved en af de lettere franske destinationer at køre til fra Danmark. Gør eventuelt stop på vejen, når du kører ned gennem Europa. Kører du i elbil er der også gode muligheder for at oplade bilen på vejen. Du kan finde alle ladestationerne på vejen til Normandiet via PlugShare.

I tog: Med tog fra Gare Saint-Lazare i Paris tager det cirka 1,5 time til Rouen.

Få Den Grønne Rejseguide til Normandiet her. Forbered rejsen til Normandiet

Læs også:

Ciderrevolution: ”Normandiets ciderier er levende steder med bier, køer og æbletræer”

Brug fem minutter og bliv meget klogere på alt der er værd at vide om fransk cider

Af Pernille Hammershøj MADSEN

Nordic Content & Community Manager

Se mere