Occitanien - Middelhavet: Det kan man se og opleve

Inspiration

Occitanien - Sydfrankrig

Saint-Pierre-broen i Toulouse i solnedgang
© PhiloPhotos / Istockphoto - Saint-Pierre-broen i Toulouse i solnedgang

Læsetid: 0 minUdgivet den 20 november 2017

Occitanien ligger i smørhullet mellem Middelhavet, Pyrenæerne og Dordorgne-dalen i Sydfrankrig og lokker med sit milde klima, spændende oplevelser og lækre lokale køkken. Occitanien er en skatkiste af vinmarker, solrige dage, hyggelige byer, smuk natur og historie hvor middelalderens heltegerninger hviskes fra Carcassonnes tykke mure.

Det kan man se i Occitanien

 Thomas Lenne - AdobeStock
© Thomas Lenne - AdobeStock


  • Fæstningsbyen Carcassonne

Carcassonne var oprindeligt en gammel bosættelse fra romernes tid, men for at holde stand mod angrebene fra Aragonien i syd, udviklede den sig gennem historien til en imponerende fæstningsby. Arkitekten Viollet-Leduc reddede fæstningen fra at blive revet ned, og i dag er den at finde på UNESCOs verdensarvsliste. Du vil blive forbløffet over den imponerende konstruktion med hele 52 tårne, enorme byporte og et gammelt udendørs teater, som bl.a. bruges til den populære Festival de Carcassonne hver sommer.


  • Toulouse

Toulouse er også kendt under kælenavnet ”Den lyserøde by”, "La ville rose", på grund af murstensfacadernes rosa farve. Stemningen i byen er varm og indbydende. Her er et par ideer til, hvad man kan se og opleve: Den store rådhusplads Place du Capitole, Jakobiner-klosteret (le couvent des Jacobins) med hvælvinger formet som palmetræer, Assézat-palæet (l'hôtel d'Assézat) bygget i renæssancestil, de hyggelige bredder langs Garonne-floden i hjertet af byen, samt det spændende videnskabsmuseum om rummet Cité de l'Espace.


  • Den romerske by Nîmes

Nîmes kaldes også ”Frankrigs udgave af Rom”, for den rummer nogle af de bedst bevarede rester fra Romerriget og antikken: byens amfiteater, det romerske tempel Maison Carrée, tårnet Tour Magne, Diana-templet, Castellum Aquae, hvor vandet fra byens akvædukt endte og mange flere. I Nîmes bliver man klogere på Kejser Augustus og de mange andre romerske herskere.


  • Pont du Gard

Det er ikke så mærkeligt at denne bro og akvædukt er at finde på UNESCOs verdensarvsliste, for den er et sandt mesterværk fra antikken. Dimensionerne er imponerende for sin tid: 49 meter i højden og tre plan med hver sin række af buer. Akvædukten forsynede Nîmes med vand gennem fem århundreder. Den er et af de bedst bevarede bygningsværker fra Romerriget, og hele området omkring den er fredet.


  • Narbonne og Gruissan med historiske rester fra Romerriget

Narbonne var den første romerske koloni, der blev stiftet uden for Italien. Følg brostenene på den gamle romervej Via Domitia, leg gemmeleg i de underjordiske gange på museet Horreum Romain, bestig de 170 trin til toppen af tårnet Donjon Gilles Aycelin, og bliv betaget af den gotiske domkirke Saint Just et Saint Pasteur. Efter at have udforsket Narbonne kan man passende tage til den gamle landsby Gruissan, der er sprunget op omkring et stort slot. Her har indbyggerne gennem tiderne levet af at fiske, fremstille salt og dyrke vin.


  • Katharernes slotte

I det 13. århundrede holdt katharerne stand mod pavens styrker og forskansede sig i de højtliggende slotte i departementerne Aude og Ariège. I dag kan man besøge slottene, der efterlader sine gæster med åben mund af beundring. De imponerende slotte Aguilar, Puilaurens, Peyrepertuse, Termes og Quéribus er kendt under betegnelsen Carcassonnes fem sønner, men også slottene i Montségur og Foix er et besøg værd.


  • - Middelalderbyen Rocamadour

Den lille landsby Rocamadour er bygget på en stejl klippe over en faretruende kløft. Man skal op ad mere end 200 trappetrin for at nå toppen af landsbyen, hvor man finder kirken Saint-Sauveur og den tilhørende krypt Saint-Amadour. I kapellet Notre Dame finder man den berømte statue Den Sorte Jomfru.


  • Bispesædet Albi

Byen med de karakteristiske okkerfarvede teglsten kom i 2010 på UNESCOs verdensarvsliste. Domkirken Sainte-Cécile er forbløffende og minder om et fæstningsværk. Kirkens indre er mindst lige så imponerende med sine farverige freskomalerier. På Tarn-flodens bredder ligger det smukke gamle bispepalads Palais de la Berbie, som bl.a. rummer et museum om maleren Toulouse-Lautrec.


  • Conques, en af Frankrigs smukkeste landsbyer

Tilbagetrukket i en kløft på pilgrimsruten mod Santiago de Compostela ligger den betagende landsby Conques, hvor tiden lader til at stå stille. Vi anbefaler at spadsere rundt i de gamle gader og at lægge vejen forbi det romanske kloster Sainte-Foy, der rummer nogle flotte glasmosaikker og en imponerende samling af guldsmedekunst kaldet Le Trésor “Skatkammeret”.


  • Pyrenæerne

Uanset årstiden byder Pyrenæerne på en lang række aktitiviteter og oplevelser i formidable naturomgivelser, der ikke findes nogen andre steder.

Det kan man du lave i Occitanien

Tichr - AdobeStock
© Tichr - AdobeStock


  • Træd ind i Nîmes’ berømte romerske arena

Byens romerske amfiteater stammer tilbage fra 1. århundrede e.Kr., og dens arkitektur er meget detaljerig. Formen er oval, og der var plads til 24.000 tilskuere, der alle havde udsyn til skuepladsen i midten. I dag bruges arenaen bl.a. til koncerter og historiske genopførsler af gladiatorkampe samt andre begivenheder fra Romerrigets tid.


  • Tag til koncert i de gamle slagtehuse Les Abattoirs i Toulouse

Forvandlingen af de tidligere slagtehuse til et museum for moderne kunst er yderst vellykket. På forpladsen og i de store sale kan man opleve museets monumentale værker, men stedet bruges også til koncerter og forestillinger.


  • Lyt til jazzens rytmer i Marciac

Siden 1978 har landsbyen Marciac hvert år forvandlet sig til jazzens mekka, når gaderne i løbet af to uger i august fyldes af liflig musik fra jazzfestivalen, der tiltrækker nogle af genrens bedste musikere og sangere. Hvis man elsker jazzens svingende rytmer, må man ikke gå glip af dette musikalske højdepunkt.


  • Mørk fordybelse på Soulages-museet i Rodez

Det bemærkelsesværdige museum klædt i rustne stålplader rummer en samling af 250 værker og 250 dokumenter udført af kunstneren Pierre Soulages. Her kan man beundre de mange forskellige nuancer af sort på hans malerier, fortolke hans kryptiske værker "brous de noix", samt se hans forberedelser til arbejdet på glasmosaikkerne i Conques.


  • Nyd udsigten til bjerget Mont Canigou fra stranden Mar Estang

Den store strand ved byen Canet-en-Roussillon strækker sig langs tangen mellem Canet-søen og Middelhavet. Stranden er særdeles velbesøgt om sommeren og er ideel til windsurfing. I det fjerne kan man ane omridset af Mont Canigou i Pyrenæerne, hvis højeste punkt er 2.784 meter over havet.


  • Nyd den hyggelige stemning blandt studerende og badegæster i Montpellier

Der er ikke noget bedre end at sidde på en caféterrasse på Place de la Comédie og nyde en kop kaffe, gå en tur på Promenade du Peyrou op til udsigtspunktet og akvædukten Saint-Clément, eller tage en tur op i domkirken Saint-Pierres klokketårn eller til toppen af Triumfbuen. Sidst men ikke mindst ligger Middelhavet blot 10 kilometer fra Montpellier.


  • Lej en cykel eller en båd og drag ud langs Canal du Midi

Canal du Midi strækker sig over 240 km fra Toulouse til Thau-lagunen og rummer 63 sluser samt 350 kunstværker. Det er ”slow travel”, når det er bedst. Man kan cykle på de gamle trækveje langs kanalen eller sejle på vandet i en langsom flodbåd. Her kommer man for alvor ned i gear.


  • Leg cowboy i Camarguen

I Rhône-flodens delta færdes man bedst til hest mellem havet, saltvandsmarsken, lagunerne og vådområderne. Her kan man lære mere om tyreflokkene og flamingoerne, der blot er nogle af de dyr, der bor i den 100.000 hektar store unikke natur i den regionale naturpark Camargue.


  • Gå op ad de 374 trappetrin på Escalier Monumental i Auch

I Auch skal man passe på trinnene, for trappen der forbinder byens nedre og øvre del har en højdeforskel på 35 meter. Den blev opført i 1863 og har flere afsatser med skulpturer og statuer, f.eks. af den berømte musketer d'Artagnan, der kom fra egnen.


  • Nyd stilheden i Cevennerne og Lozère

Det er svært at finde mere uspoleret natur end i departementet Lozère, som omfatter Aubrac-søerne, Causses-plateauerne og bjergkæden Cevennernes indesluttede dale. Elsker man at vandre i den frie natur, skal man helt sikkert tage hertil.

Af France.fr

Se mere