5 vilde øer hvor tiden står stille

BretagneNormandietCôte d'AzurNatur og udendørs aktiviteterKulturarvLangs kysten

Belle-île-en-Mer, Frankrig
© Eric Guillemin - Flickr - Belle-île-en-Mer, Frankrig

Belle-Île-en-Mer, fransk sangklassiker og Atlanterhavsø

Øen Belle-Île-en-Mer, beliggende ud for Morbihan-kysten i Bretagne, er præcis så smuk, som navnet lover. At gøre et stop her – bare for et par dage – føles som et øjeblik uden for tiden. Turkisblåt hav, grøn natur, Port Cotons klippetårne, Pointe des Poulains, en vild og uspoleret kystlinje og det ikoniske fyrtårn ved Kervilahouen – her er alt, hvad der får skuldrene til at sænke sig. Men Belle-Île er ikke kun for naturelskere. Øen har inspireret både skuespillerinden Sarah Bernhardt og maleren Claude Monet, som fandt ro og kreativ inspiration her – hver i deres tid.

Sådan kommer du dertil: Belle-Île nås med færge fra Quiberon – en sejltur på cirka 45 minutter. Se færgetider her

Port-Cros, uden tvivl den mest uspolerede

Tid til et sceneskift – vi sejler mod Middelhavet og går i land i solen på Port-Cros. Denne lille ø, kun tilgængelig med båd fra Hyères eller Le Lavandou, er en hyldest til naturen. Port-Cros er den vildeste og mest uberørte af øgruppen Îles d’Or – og en del af den beskyttede Port-Cros nationalpark. Her hersker naturen. Motoriseret transport er forbudt, og det samme gælder fiskeri, rygning og plukning af planter. Du oplever øen til fods – ad stier gennem duftrige planter, langs klippetoppe og forbi gamle fæstninger.

Sådan kommer du til Port-Cros : der sejler færger fra Port Saint-Pierre og hovedhavnen i Hyères – og turen er en oplevelse i sig selv.

Bréhat, blomsterøen

Tilbage i Bretagne – denne gang ved Côtes-d’Armor, hvor en særlig ø venter med sit milde og blomstrende klima: Bréhat. Som et fristed for sjælen inviterer denne lille ø på 300 hektar til næsten tropiske oplevelser. Med sine farver, sit eksotiske præg og et hav af blomster ved man knap, hvor man skal kigge hen først… På gåturen gennem landskabet møder man palmer, figentræer og mimoser – i ét væk. Et sandt paradis på jord. Og ja, bilkørsel er strengt forbudt her – heldigvis! Tæt på citadellet er det en fornøjelse at slentre gennem de smalle gader fulde af charme, stoppe op ved de små huse med lukkede haver og bare tage det hele ind. Gå ikke glip af et smut forbi Birlot tidevandsmølle, som man siger stadig maler boghvede...

Sådan kommer du til Bréhat : overfart på ca. 10 minutter fra Ploubazlanec, og i højsæsonen også fra Saint-Quay-Portrieux, Binic og Erquy. Der tilbydes også sejlture rundt om øen på ca. en time.

View this post on Instagram

#brehat #Bretagne

A post shared by île de Bréhat (@ile_de_brehat) on

Tatihou, den eventyrlige ø

Blåt hav, fæstninger og sand. Nej, det er ikke Mont Saint-Michel, men faktisk Tatihou. En lille, meget familievenlig normandisk ø beliggende i Cotentin. Øen grænser op til Den Engelske Kanal og er meget velbevaret – kun 500 besøgende om dagen er tilladt. Det er derfor en god idé at reservere på forhånd hos Tatihou Receptionen (på Vauban-kajen i Saint-Vaast). Øens særlige charme kommer fra dens østersparker, skifertage, granitmure, Vauban-fæstningen som er klassificeret som UNESCO verdensarv, og dens imponerende fuglereservat, hvor sølvmåger holder til. Hvad angår det fine navn "Tatihou", så har det hverken noget med Tahiti at gøre – navnet stammer ganske enkelt fra vikingerne. For familier er det maritime museum et must. Her tilbydes sjove forældre-børn workshops med fokus på bådbygning.

Sådan kommer du til Tatihou: med båd (10 minutter) eller til fods (25 minutter) fra Saint-Vaast-La-Hougue, når det er lavvande.

Yeu, landlig idyl midt ude i havet

Betagende, rå, enkel, autentisk. Øen Île d'Yeu er en koncentration af skønhed med meget varierede landskaber. Her starter man med at suge den særlige ø-stemning til sig ved den gamle havn. Morgen, middag og aften – havnen er kendt for at samle familier og venner over en lækker crêpe, eller for de sene typer: til dans bag bardiskene. Om dagen tager man cyklen og følger den vilde kyst med venner, gør stop ved en af de charmerende bugter og dypper fødderne i det turkise vand, suser ned ad sanddynerne, tager på eventyr med familien og udforsker oldtidsdysser – og stopper så tiden med en god varm chokolade i et af de lave, hvide huse, som er typiske for øen.

Sådan kommer du til Île d’Yeu : tag bussen fra Nantes til Fromentine, og derefter båden til Yeu. Pas på søsyge – det gynger en del!

Af Redaktionen France.fr Skandinavien

Vi inviterer dig med til at opleve Frankrig, som vi elsker det – med vores bedste tips til skjulte perler og uforglemmelige oplevelser væk fra alfarvej.

Se mere