Klatring, vandfald og bjerge: 4 smukke vandremål i Pyrenæerne

Inspiration

PyrenæerneNatur og udendørs aktiviteterBjerge

Hytten Refuge d'Arlet i Aspe-dalen, Pyrenæerne ligger i 1986 meters højde.
© Xavier Rustul - Hytten Refuge d'Arlet i Aspe-dalen, Pyrenæerne ligger i 1986 meters højde.

Læsetid: 0 minUdgivet den 21 maj 2020

Med et areal der strækker sig over 206.000 hektar er Pyrenæernes nationalpark Parc nationale des Pyrénées fyldt med spændende, udfordrende og smukke vandrestier. Den passionerede vandrer Xavier Rustul tager os med til fire forskellige vandremål, der er smukke både om dagen – og om natten!

Montagnon-søen i hjertet af Pyrenæerne

Lac du Montagnon i Pyrenæerne
© © Xavier Rustul - Lac du Montagnon i Pyrenæerne

Xavier starter med at vende kursen mod Vallée d’Aspe og søen Lac du Montagnon, som er tilgængelig, når der ikke ligger sne. Alle uanset niveau kan være med på denne rute, og det tager cirka 2,5 time at komme op til søen og lidt mindre end to timer at gå turen tilbage. Vil man lidt længere, tager det yderligere 30 minutter at komme til Montagnon d’Iseye, der i forhold til søen ligger lidt længere nede i landskabet og lokker med en fantastisk udsigt. Den hjerteformede sø er flot hele året, men tager sig bedst ud om foråret lige efter sneen er smeltet i april og maj måned.

La Vallée d'Aspe (link på fransk)

Les aiguilles d’Ansabère: mellem sletter og bjerge

Bjergkæden Aiguilles d’Ansabères i Pyrenæerne
© © Xavier Rustul - Bjergkæden Aiguilles d’Ansabères i Pyrenæerne

I Vallée d’Aspe fører Xavier os længere ind i nationalparken og når til bjergkæden Aiguilles d’Ansabères højeste punkt, som er kendt for at være et rigtig godt sted at klatre. Hvis man har mod på det, kan man klatre op til punktet ”Spigolo”. Dem der helst vil beholde begge ben på jorden kan vælge at gå op til punktet pic d’Ansabère. Denne tur tager cirka 3,5 time, og fra toppen har man en fantastisk udsigt – i klart vejr kan man sågar se helt til Atlanterhavet!

Cirque de Garvarnie: omsluttet af vandfald

Cirque de Gavarnie i Pyrenæerne
© © Xavier Rustul - Cirque de Gavarnie i Pyrenæerne

Endelig kommer vi til Cirque de Gavarnie i udkanten af nationalparken på grænsen mellem Frankrig og Spanien. Turen tager 1,5 time og kan tilbagelægges af alle uanset hvor erfaren, en vandrer man er: her ligger Frankrigs største vandfald på 423 meter. For at komme dertil, følger man fra landsbyen Gavarnie blot Gave-vandløbet indtil man kommer til Cirque de Gavarnie. Her finder man ganske enkelt sig selv omringet af bjerge, der overgår hinanden i skønhed alt imens vandfaldet pisker ned med en ufattelig kræft. Et lille tip: Husk et regnslag, hvis du ikke vil blive våd!

Le Cirque de Gavarnie

Brèche de Roland: klippeåbningen mellem Frankrig og Spanien

Klippeåbningen Brèche de Roland
© © Xavier Rustul - Klippeåbningen Brèche de Roland

På den sidste etape i nationalparken Parc national des Pyrénées tager Xavier os med til et utrolig smukt syn 1.300 meter over Cirque de Gavarnie: klippeåbningen Brèche de Roland. Ruten dertil er noget helt for sig. Man skal nemlig forcere både et lille vandfald samt en gletsjer, og turen tager cirka 2,5 time. Fra klippeåbningen kan man se toppen af Gavarnie-vandfaldet samt stjerneobservatoriet Pic du Midi de Bigorre, som ligger omkring 30 kilometer derfra i fugleflugt. Hvis man gerne vil forlænge magien på dette helt specielle sted, kan man slå telt op og nyde det smukke aftenlys. Xavier anbefaler, at man medbringer en komfortabel madras for så langt oppe i højderne vokser det bløde græs ikke.

Af Xavier Rustul

Se mere