6 nyskabende restauranter i Lyon

Inspiration

LyonGastronomi og vin

På La Mutinerie i Lyon kan du smage nogle af kokken Nicolas Seibolds overraskende menuer
© Nicolas Villion - På La Mutinerie i Lyon kan du smage nogle af kokken Nicolas Seibolds overraskende menuer

Læsetid: 0 minUdgivet den 21 februar 2019

Surprise-menu, øko-bøf og panoramaudsigt. Lyon bugner af nye, innovative restauranter. Her åbner vi adressebogen og guider dig til restaurantoplevelser ud over det sædvanlige.

Bliv vegetar hos Culina Hortus

Culina Hortus
© Culina Hortus

Hvem siger, det vegetariske køkken ikke kan være en smagfuld, kulinarisk oplevelse af højeste rang? I hvert fald ikke holdet bag Culina Hortus som er den nye grønne restaurant, alle i Lyon taler om! I den stemningsfulde og hyggelige restaurant, indrettet med naturmaterialer, kan man nyde godt af vegetariske retter, som er tilberedt af grøntsager, korn, frugter, æg og mælkeprodukter. De fleste råvarer er lokale og økologiske. På frokostmenuen, som skifter hver uge, kan man vælge mellem tre forskellige ”dagens høst” afhængigt af, hvor stor appetit man har. Om aftenen kan man tage sig tid til at smage flere forskellige lækkerier i en seks retters menu.

Culina Hortus (link på fransk)

Mad og cocktails på Copper Roots

Nu behøver du ikke vælge mellem cocktailbar og restaurant. Historien bag Copper Roots startede med et møde mellem kokken Marek Piotrowski og bartenderen Thomas Barbera. Resultatet blev en menu med både mad og cocktails, der udskiftes hver måned. Menuen består af fem retter mad og tre originale cocktails. Det hele bliver serveret i en chic retro-indretning med velour, sten, træ og selvfølgelig kobber.

Copper Roots (link på fransk)

Lad dig overraske på La Mutinerie

Nicolas Villion
© Nicolas Villion

Der er ingen grund til at gribe til våben for at gøre oprør, man kan bare nøjes med at gå på La Mutinerie, hvor kokken Nicolas Seibold har kreeret to menuer, nemlig ’Modstand’ med fire retter og ’Oprør’, som består af seks retter. Hvilke retter menuerne består af, får du ikke afsløret, men du kan trygt have tillid til kokkens talenter. Den unge kok er nemlig blevet udnævnt som et af i guiden Gault & Millaus unge talenter 2019.

La Mutinerie (link på fransk)

Mør øko-bøf hos B.L.O

Her er hovedingrediensen kød, og kokken behøver blot at krydse gaden for at få fat i den bedste kvalitet. Kødet kommer nemlig fra slagteren Boucherie Bello som restaurant B.L.O. er en forlængelse af. Alt kød og fjerkræ er økologisk og gennemgår en nøje styret modningsproces, der gør kødet mørt, og det er Frédéric Bello og hans team mestre i. Kødet bliver skåret ud efter bestilling i slagteriet, der ligger i åben forbindelse med restauranten. Herefter kommer det i kokkens kyndige hænder i køkkenet, og så er det bare at sætte tænderne i…

B.L.O (link på fransk)

Kom med i køkkenet på Grand Réfectoire

PA Dillies
© PA Dillies

Med sine stenmure, som er blandt Lyons ældste, og med 10 meter op til det hvælvede loft har den gamle spisesal i Grand Hôtel-Dieu været genstand for stor opmærksomhed, da den blev omdannet til en restaurant. Og det var endda uden at nævne det åbne køkken, hvor man kan sidde ved langbordet og observere hele køkkenteamet i aktion under ledelse af Michelin-kokken Marcel Ravin. Her kan du følge med i tilberedningen af hver og en af de 14 til 18 retter, der indgår i tasting-menuen.

Grand Réfectoire (link på fransk)

Nå nye højder på Maison Nô

Dette er en af Lyons mest eksklusive adresser. Helt oppe på øverste etage i det firestjernede hotel Maison Nô, som åbnede for få måneder siden, ligger RoofTop. Herfra kan du nyde den direkte udsigt til flere af byens berømte bygningsværker. Fra Fourvière-basilikaen til rådhuset, over operaen og skyskraberne i Part-Dieu-kvarteret. Restauranten serverer retter, der alle er til at dele og fås i størrelse S, M og L afhængigt af antallet af gæster og deres appetit.

Maison Nô

For yderligere information:

Forbered din rejse til Lyon

Af Constance Dive

Se mere