Anne Sophie Pic: ene høne i kurven af franske mesterkokke

Anne-Sophie Pic er noget helt særligt i Frankrigs prestigefyldte Michel-verden. Hun er nemlig den eneste kvinde med tre af de eftertragtede Michelin-stjerner.

Som for at understrege sin kvindelighed deklarerer Anne Sophie Pic sig som ”la Chef” på sin hjemmeside. Med den beskedne målsætning at skabe glæde og nydelsesfulde øjeblikke rundt om bordet begyndte hun sit metier i 1997. Anne Sophie Pic er vokset op i en kokkefamilie fra Valence i det sydøstlige Frankrig og med sin helt egen stil, har hun opnået succes i en meget mandsdomineret branche. Vi har mødt hende:


Hvad gav dig lyst til at starte en kokkekarriere?

”Jeg voksede op i en lejlighed over familiens restaurant, men forbavsende nok var det ikke mit oprindelige ønske! Mens jeg gik på handelsskole, fik jeg lejlighed til at rejse til Paris, men også Japan og USA. Det var nogle gode oplevelser, men det gik op for mig, at jeg hørte til i Valence, og som 23-årig var jeg færdiguddannet kok.”

Hvad er din køkkenfilosofi?

”Mit varemærke er at dele min lidenskab for mad med gæsterne og prøve at få folk til at føle noget gennem forskellige smagskombinationer.”

Hvor vigtige er traditionerne for dig?

”Frankrig har en meget rig kulturarv. Men vi bør ikke klamre os til fortiden – på den anden side er det også vigtigt at give det vi har, videre. Jeg kan for eksempel godt lide at bruge ”glemte” grøntsager på en ny måde og integrere de gamle traditioner i det moderne køkken.”

Hvor finder du din inspiration?

”Det bliver jeg tit spurgt om. Jeg får inspiration fra de folk, jeg møder på rejser, og når jeg opdager nye produkter. Når jeg finder en spændende råvare, forestiller jeg mig, hvordan den kan sammensættes og forbedres.”

Hvilke råvarer ville du allerførst præsentere for en person, der er i Frankrig for første gang?

”Vores grøntsager! Frankrig bugner af forskellige grøntsager, navnlig departementet Drôme. Hvis jeg skulle udvælge én bestemt, ville jeg tage rødbeden, som jeg altid har elsket. På min restaurant i Valence forsøger jeg at fremhæve de forskellige rødbeders farver, konsistens og smag.”

Hvilke råd ville du give en turist, der rejser til Frankrig for at opleve gastronomien?

”Først skal man vælge den rette restaurant! Dertil har man guidebøgerne. Dernæst skal man lære at læse et menukort, før man går ind på en restaurant.”

Fortæl os om din hjemegn Valence?

”Visse egne er både smukke at rejse igennem og også skønne at bo i. Det gælder departementet Drôme, hvor jeg er født, og som jeg er vendt tilbage til. Jeg kender alle kroge fra nord til syd. Den nordlige del grænser op til Lyon, og den sydlige del minder om det solrige Provence med solmodne, søde frugter fra Rhônedalen, de charmerende, romanske kirker, de store slotte med deres imponerende tårne og de sprudlende og livsglade indbyggere."

Her ligger Valence