Oplev Frankrigs hemmelige middelhavsdestination

I århundrede har turister søgt mod Côte d’Azur, men franskmændene har ”gemt” det allerbedste til dem selv. Her er vores tips til middelhavsperlen Toulon-Hyères!

Dronning Victoria, Leo Tolstoy, Rudyard Kipling… fra midten af det 18. århundrede forelskede britiske aristokrater, kongelige og kunstnere sig i middelhavsperlen Hyères. Med god grund! Området byder nemlig på sol, sandstrande, lækker mad og vin, autentiske provençalske byer og smukke haver.

I dag er destinationen bedst kendt blandt franskmænd, men det er det måske på tide at ændre på...

Hvad skal du så se, når du besøger området? Vi har samlet nogle af vores bedste tips til området her:

Hyères – gå på opdagelse i kunsten og historien

Når du tager til Hyères skal du selvfølgelig ud og dyppe tæerne i Middelhavet, men du må ikke gå glip af den romantiske gamle bydel med snoede gader, hvælvede porte, huse i Provences varme pastelfarver og spændende små specialbutikker.

Byens historie går 2400 år tilbage, og overalt vil du kunne se spor fra fortiden – for eksempel ruinerne af den gamle bymur, den spændende arkitektur fra det 19. århundrede og den hyggelige Place Massillon med caféer, restauranter og Saint-Blaise-tårnet fra det 12. århundrede. Hyères' turistkontor har forberedt to ruter, der tager dig gennem byens historie.

Du må heller ikke gå glip af den fascinerende og vovede Villa Noailles, der blev bygget af et parisisk avant-garde par i mellemkrigsårene. Det kubistiske hus har en fantastisk udsigt og er selv i dag overraskende moderne i sit udtryk. Igennem tiden inviterede Noailles-parret store kunstnere og personligheder som Pablo Picasso og Jean Cocteau på besøg i huset.

Byen har i det hele taget været lidt af en muse – og er det stadig. Gå på opdagelse hos byens mange kunstnere og kunsthåndværkere - over tredive af dem byder indenfor i deres atelier og værksteder, så du kan se hvordan smykker, tøj, keramik og meget andet bliver til.

Naturen, haverne og maden

Du ser det allerede, når du ankommer til byen; palmer, blomster og parker. "La cité des palmiers" (palmernes by), som Hyères også bliver kaldt, er et paradis for have- og naturentusiaster. I renæssancen var byen mest kendt for sine appelsinlunde, men i det 19. århundrede plantede man flere og flere palmetræer, som trivedes godt i det milde klima, hvor der næsten altid er sol. I 1910 var der tæt på 1 million palmetræer i Hyères, som blev eksporteret til hele Europa – i dag regner man med, at der er i omegnen af 7000.

Trænger du til et lille hvil, så besøg en af byens fire parker, der alle vidner om 1800-tallets botanik-entusiaster. I foråret springer mimoserne ud, og så følger de mange blomster i parker og haver. Du vil også se et overflødighedshorn af blomster på byens marked. Hyères og oplandet er nemlig Frankrigs vigtigste producent af blomster til buketter og dekorationer.

Blomster er ikke det eneste, der bliver dyrket i området. Der findes nemlig hele 19 forskellige vindomæner. Selvom der laves både rød-, hvid- og rosévin, så er den lyse rosé nok den mest kendte Provence-vin. Men vinen er ikke det eneste, du skal smage. Besøg et af de lokale markeder og køb lækre artiskokker eller ingredienserne til en hjemmelavet ratatouille, smag for eksempel bourride, bargoule eller tapanader i en af de mange restauranter eller forkæl dig selv med chokolade fra Dominique’s eller hjemmelavede småkager fra Méne’s eller Rè’s.

Havet, halvøen Gians og de gyldne øer

Der er ikke noget, der kan få en til at slappe af som en tur på stranden – og med over 40 kilometer kystlinje har Hyères rigeligt at byde på. Uanset om du drømmer om en udflugt til en romantisk bugt eller en bred sandstrand for hele familien, så finder du det her. Og med så meget vand, er der selvfølgelig også masser af aktiviteter for vandhundene.

Du må heller ikke snyder dig selv for et besøg på ”Les îles d’Or” – ”De gyldne øer” – Porquerolles, Port Cros og le Levant. De tre øer er en rigtig middelhavsperle og byder på vidt forskellige oplevelser. Vil du opleve eventyrlige hvide sandstrande, så tag til Porquerolles. Er du mere til vild natur, så tag til den beskyttede ø Port-Cros, hvor du kan kaste dig over vandreruter eller snorkle. Øen er en del af Europas første maritime park, der dækker cirka 280 hektar jord og næsten dobbelt så meget hav. Vil du føle dig fuldstændig fri, så besøg Le Levant og dens naturist-landsby.

Gå heller ikke glip af den sydligste spids af Provence; landsbyen og halvøen Giens – på samme breddegrad som den nordlige del af Korsika. På vejen vil du se halvøens saltmarsk, de rå klipper og de mange fugle langs ”saltvejen” – hvis du er heldig spotter du måske en lyserød flamingo.
Få overblik over områdets mange strande. (Eksternt link)

Det må du ikke gå glip af:

  • Gå på opdagelse i Hyères gamle bydel
  • Besøg Villa Noailles
  • Opdag byens mange kunstnere og kunsthåndværkere
  • Sejl ud til ”De gyldne øer”
  • Oplev nationalparken Port-Cros
  • Smag den lokale mad og vin – for eksempel på markedet hver torsdag morgen på Place Clémenceau

For yderligere information:

Besøg Hyères (Eksternt link)

Se turistbureauets ruter til historiske Hyères (Eksternt link)

Alt du skal vide, hvis du vil besøge en vingård (Eksternt link)

Her ligger Toulon-Hyères