La Réunion: Den franske tropeø

La Réunion, der ligger i Det Indiske Ocean, er en fransk tropeø med samme faciliteter som i et europæisk land. Øen ligger 800 km øst for Madagaskar og udgør sammen med øerne Mauritius og Rodrigues øgruppen Mascareignes.

Øen rejser sig midt i havet med bjerget Piton des Neiges, som når op i 3069 meters højde. Den berømte og stadig aktive vulkan Piton de la Fournaise vågner fra tid til anden, så man kan overvære et pragtfuldt skue og uden risiko beundre lavastrømmene.

Réunion dækker et areal på 2500 km2 med et utal af spændende seværdigheder og en kontrastfyldt natur:

  • Den grønne Réunion med urskove og 3 store, naturskabte kedeldale: Mafate, som man kun finder, hvis man benytter vandrestierne, Salazie, en fortryllende verden af vandfald og floder, som får den overdådige vegetation til at skinne, og Cilaos med sin højtliggende bjerglandsby.
  • Den blå Réunion med laguner i Saint-Gilles, Saint-Leu og Saint-Pierre.
  • Den gyldne Réunion med de vestlige kyster og deres 30 km hvide sandstrande.
  • Den mangefarvede Réunion, hvor haverne eksploderer i et hav af farver fra tropiske blomster og kreolske huse.

Réunion byder på mere end 70 forskellige friluftsaktiviteter fra 40m under havets overflade til 3000 m oppe i luften. På opdagelse i højderne til hest, på mountainbike eller 4 x 4, til fods ad 1000 km afmærkede stier, paragliding, flyveture i helikopter eller ULM over majestætiske relieffer, surfing på de berømte steder ved Saint-Gilles for ikke at glemme sportsfiskeri efter sværdfisk eller gulfinnet tunfisk.

Endelig mødes flere kontinenter på Réunion, hvor du bliver forført af den blandede befolknings naturlige og hjertelige velkomst og det kreolske, krydrede køkken, hvor alt lige fra karryretter til rougail overvælder selv de mest madglade. Réunion tager imod dig med åbne arme!

Gå ikke glip af

  • Vulkanen og dens månelandskab på sandsletten, Plaine des Sables
  • Cilaos-kedeldalen i 1200 meters højde ved foden af Piton des Neiges.
  • Sukkerraffinaderiet Bois Rouge, hvor du kan følge sukkerets fremstillingsproces.
  • Markedet i Saint-Paul, hvor dine sanser forkæles.
  • Maison de la Vanille, hvor du kan lære alt om Bourbon-vanilje.

Praktiske oplysninger

Hovedby: Saint-Denis.

Indrejseformalia: Der kræves ikke visum for borgere fra Den Europæiske Union, Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, Andorra, Monaco og Schweiz. Et nationalt identitetskort er tilstrækkeligt. For borgere fra andre lande, som forventer at opholde sig på øen i mere end tre måneder, er kun et gyldigt pas påkrævet.

Tidsforskel i forhold til Paris: + 3 timer om vinteren, + 2 timer om sommeren.

Møntenhed: Euro.

Temperatur: Fra 15° C i højderne og 25° ved kysten i den kølige årstid (maj-november) til mere end 30° C ved kysterne i den varme årstid (december-april).

Klima: Tropisk.

Adgang: Den internationale lufthavn Roland Garros på Réunion ligger 10 km fra Saint-Denis og 51 km fra Saint-Gilles. Hver uge sørger Air Austral, Air France og Corsair fly for mere end 20 direkte flyvninger mellem Frankrig og Réunion (gennemsnitlig varighed: 11 timer). Fra Europa kan de luftfartsselskaber, som beflyver Frankrig fra de store byer i Europa, tilbyde passagerer tilslutningspriser for rejsende til og fra Réunion.

Her ligger Réunion