Musée Rodin i Paris: Oplev Auguste Rodins fantastiske skulpturer

I hjertet af Paris ligger Musée Rodin i den smukke gamle herskabsbolig Hôtel Biron, hvor Auguste Rodin selv boede i de sidste år af sit liv. Gå ikke glip af et besøg på dette pragtfulde museum hvis samling bl.a. rummer Rodins mest berømte skulpturer, og hvis have er et besøg værd i sig selv!

Auguste Rodin og Hôtel Biron

Den smukke gamle herskabsbolig Hôtel Biron, der huser Musée Rodin, blev bygget mellem 1727 og 1737 af en velhavende finansmand, som ønskede sig en bolig i det, der dengang var Paris’ udkant.

Der skulle gå næsten to århundrede før Auguste Rodin i 1908 fik øjnene op for den smukke bolig. I 1908 lejede kunstneren fire sydvendte værelser, som han brugte som sit atelier. Fra 1911 boede Rodin i hele huset, men samme år blev Hôtel Biron solgt til den franske regering, der ønskede at benytte det til statslige anliggender.

Denne beslutning var Rodin dog så meget imod, at han tilbød at donere sit livsværk til den franske stat, hvis man til gengæld ville indrette herskabsboligen til museum for Rodins kunst, og at kunstneren selv måtte blive boende.

Således har Hôtel Biron fra 1916 huset Musée Rodin, der rummer omkring 300 af Auguste Rodins værker.

En gennemgribende renovering giver rum til en ny oplevelse af kunsten

Fra 2012-2015 gennemgik museet en omfattende renovering, som bl.a. har tilføjet specialdesignet lys til hver eneste af Musée Rodins skulpturer i gips, bronze og marmor. Derudover er der indkøbt helt nye træmøbler, og man har sørget for en optimal udnyttelse af dagslyset, der i dagens løb strømmer ind af vinduerne.

Et museum dedikeret til kunstnerens minde

Museumsoplevelsen er fuldt ud dedikeret til mindet om Auguste Rodin, og man har søgt at skabe en oplevelse, der er forbundet med kunstnerens kreative proces.

Ud over Rodins egne værker kan man, fordelt på museets to etager og 18 rum, beundre Auguste Rodins personlige kunstsamling der bl.a. rummer værkerne "Le Père Tanguy" (Fader Tanguy) af Vincent van Gogh, "Le Penseur" (Tænkeren) af Edward Munch og "Le Théâtre" (Teatret) af Eugène Carrière.

I rummet ”Rodin à l’Hôtel Biron” (Rodin i Hôtel Biron) har man søgt at genskabe kunstnerens atelier, som det så ud, da han arbejdede der og modtog modeller og interesserede købere. Herudover kan man i ”Rodin et l’Antique” opleve Rodins private samling af antikke genstande, som var en stor inspirationskilde for kunstneren.

Haver og skulpturer

Endelig sluttes besøget på Musée Rodin bedst med en gåtur i de smukke haver, der er forskønnet med nogle af Rodins mest berømte skulpturer som "la Porte de l'Enfer" (Helvedes port), "Les Bourgeois de Calais" (Borgerne fra Calais) og sidst men ikke mindst "Le Penseur" (Tænkeren).

Her ligger Musée Rodin i Paris 

Rue de Varenne, 75007 Paris