Millau-viadukten

Det forbløffende bygningsværk Millau-viadukten (Viaduc de Millau) blev skabt af nødvendighed. Man ville forbinde det sydligste Frankrig med Centralmassivet ved at bygge en motorvej mellem Clermont-Ferrand og Béziers.

Det blev således nødvendigt at lade motorvejen krydse Tarn-dalen i Aveyron. Man fandt det ideelle punkt og efter 13 års forberedende undersøgelser og 3 års bygningsarbejde stod den 2.460 meter lange bro klar.

Et majestætisk bygningsværk

Ved sin indvielse i 2004 trådte Millau-viadukten ind i rekordbøgerne. Dens brodække kulminerer i 270 meters højde over Tarn-dalen og opnåede titlen som verdens længste skråtagsbro på 2.460 meter med bropiller, hvoraf den længste er 245 meter.

Et gigantisk bygningsværk som krævede det ypperste inden for højteknologisk bygningskonstruktion: klatreforskalling, højstyrkebeton og nyskabende materialer har spillet en vigtig rolle i fuldførelsen af dette værk, som er udtænkt af den britiske arkitekt Norman Foster og den franske ingeniør Michel Virlogeux.

De to mænd har i sandhed skabt et forbløffende bygningsværk. Ved første øjekast ser vejbanen ud til at svæve i luften og trodse tyngdeloven. De anvendte materialer er med at understøtte denne følelse: stål og beton giver viadukten en let og modstandsdygtig struktur med blot 7 støttepunkter langs konstruktionen og 1.500 ton opspændte kabler, som løber langs broen.

13 års forberedelse

Det enorme projekt krævede hele 13 års forberedelse med tekniske og økonomiske undersøgelser. Det var især nødvendigt at tage hensyn til stedets geografiske karakteristika og regionens vejrforhold.

Kraftige vinde kan nå 200 km/t i Tarn-dalen. Desuden måtte risikoen for mindre jordskælv tages med i beregningerne.

Forskellige måder at opleve broen på

Har du lyst til at se nærmere på dette moderne mesterværk og dets smukke omgivelser, findes der mange forskellige måder at gøre det på.

Selvfølgelig kan man vælge at køre over broen, som med sin bredde på 32 meter rummer en to-sporet motorvej i begge retninger. Men man kan også opleve broen:

  • Fra vandet
  • I kano
  • Til fods fra vandrestier, på cykel eller ATV
  • Fra luften på gyroplan eller hangglider

Hvert år besøger over 500.000 personer bygningsværket på den ene eller den anden måde.

Broen har også gjort de trafikale adgangsforhold til regionen nemmere. Den er en uundværdlig del af motorvej A75, som forbinder Paris med Middelhavet.

Millau-viadukten i tal

  • Længde: 2.460 m.
  • Bredde: 32 m.
  • Højeste punkt: 343 m., 19 m. mere end Eiffeltårnet
  • Stigning: 3,025 %, når man kører fra nord mod syd (fra Clermont-Ferrand til Béziers)
  • Den længste bropille (P2): 245 m.
  • Pylonernes højde: 87 m.
  • Antal bropiller: 7
  • Total vægt: 10.100 ton