Le Gers i Gascogne: Besøg musketerens d’Artagnans hjemegn

"Én for alle og alle for én!". Tag med til det charmerende sydvest-franske område, der var hjemegn for Dumas' fjerde musketer.

Krig, kærlighed, fest og troskab i 1600-tallets Frankrig – det er nok sådan, vi bedst husker Alexandre Dumas' "De tre musketerer". Og selvom det meste af historien er opdigtet, er det hele ikke ren fantasi.

De fire hovedpersoner Athos, Porthos, Aramis og d'Artagnan bygger nemlig på virkelige personer – og ham vi ved mest om, er den unge Charles de Batz-Castelmore d'Artagnan, der kom fra området Le Gers i den historiske provins Gascogne.

Følg i Charles de Batz-Castelmore d'Artagnans fodspor til det charmerende sydvest-franske område!

Frodig natur, gastronomi og livsglæde i "Lille Toscana"

Det frodige departement Le Gers i Midi-Pyrénées, er kendt for at være både karakterfuldt, varmt og fuld af livsglæde. Og med sit bakkede landskab bliver det ofte kaldt "Lille Toscana". Med sit særlige lys, det kuperede terræn og de traditionelle møller på bakketoppene er Le Gers simpelthen indbegrebet af landlig idyl, og det perfekte sted, hvis du trænger til at komme helt ned i gear.

Og er du vild med god mad, er Le Gers et af Frankrigs uundgåelige steder. And, gås og andre fjerkræ fra de lokale gårde er nogle af specialiteterne.

Livsglæden folder sig dog ikke kun ud i køkkenet og rundt om spisebordet – området er også kendt for sine mange festivaler og arrangementer. Uanset om du interesserer dig for gastronomi, musik, historie, kultur eller natur kan du være med til at fejre det ved et af de mange arrangementer i området.

3 ting du skal opleve i Le Gers:

Condom-en-Armagnac

Du må ikke gå glip af den gamle bispeby Condom-en-Armagnac, der gemmer på en række perler. For eksempel den majestætiske katedral Saint-Pierre i gotisk stil. Eller den gamle bydel, hvis imponerende bygninger fra det 18. og 19. århundrede er et levn fra det økonomiske opsving som byen oplevede i forbindelse med Armagnac-produktionen. Derfor er det selvfølgelig også et must at smage de gyldne dråber, når du er i området.

Auch

Du bør også lægge vejen forbi den større by Auch, hvis smukke monumentale katedral, der er på UNESCO's verdensarvsliste, vidner om, at byen er et stop på Caminoen. Auch er desuden kendt for trappen med de 374 trin, der forbinder den øvre og nedre del af byen, samt de mange små gader fra middelalderen kaldet "Pousteries", der lod beboerne skyde genvej til floden.

På sporet af d'Artagnan

Vigtigst af alt må vi ikke glemme Dumas' helt og store stolthed musketeren Charles de Batz-Castelmore d'Artagnan, som voksede op i den lille landsby Lupiac på toppen af en 243 meter høj bakke. I dag kan man her besøge et museum dedikeret til musketeren, og hver sommer fejrer landsbyen ham på en festlig dag i datidens flotte klædedragter.

For yderligere information:

Planlæg turen til Gers (Eksternt link)

Oplev Pyrenæerne (Eksternt link)

Her ligger Gers i Gascogne