Naturoplevelser og livsglæde i Auvergne Rhône-Alpes

Auvergne Rhône-Alpes har noget for enhver smag, uanset om man er til en aktiv ferie i naturen, foretrækker at spise sig gennem ferien på Michelin-restauranter eller gerne vil have en ferie for hele familien. Læs med og opdag den skønne sydøstfranske region!

Natur i Auvergne Rhône-Alpes

Det er i denne region, man finder det berømte bjerg Mont-Blanc, naturseværdigheden Pont d’Arc i kløfterne i Ardèche, de helbredende kilder i Evian og de store bjergsøer. De vidtstrakte skiområder i Alperne, der domineres af Mont-Blanc, byder blandt andet på alpinski, langrend, snowboard, vandreture med snesko, ture med hundeslæde, dykning under isen, curling og skijøring.

Der er et uendeligt antal muligheder for friluftsaktiviteter i Auvergne Rhône-Alpes med vandring i naturparken Vanoise, rideture i den regionale naturpark Pilat, ekskursioner til gletsjeren Mer de Glace via toget Montenvers, huleforskning i Isère og i Cuves de Sassenage, kano og kajak på Drôme-floden, badning i bjergsøerne og golf på luksusbanen Evian Masters Golf Club (hvor turneringen af samme navn afholdes).

Auvergne Rhône-Alpes rimer på historie og oplevelser

Der er historiske oplevelser i vente i Grotte d'Orgnac, Château des Ducs de Savoie, de romerske teatre i Lyon, klostret i Saint-Chef og klostret i Royal de Brou. Lyons imponerende arkitektur er desuden også på UNESCOs Verdensarvsliste.

Et af Frankrigs gastronomiske hot spots

I Auvergne Rhône-Alpes bugner det af lækre madoplevelser og ligeledes skorter det ikke på Michelin-restauranter. Her har bl.a. faderen til den berømte kokkekonkurrence Bocuse d’Or, Paul Bocuse hjemme samt de trestjernede Michelin-kokke brødrene Troisgros. Lyons traditionelle restauranter kaldet "bouchons" serverer "cochonnailles" (charcuterivarer), quenelles, cervelle de canut (frisk ost og friske urter), tærte med brændte mandler og coussins lyonnais.

Specialiteterne fra Savoie og Dauphiné er enkle, velsmagende og mættende: gratin, croziflette, tartiflette, diots og matafan med æbler...

Læs også: Oste fra Auvergne: Brug fem minutter og bliv klogere

I Savoie fremstilles der beaufort, tomme og reblochon, Ardèche og Drôme er kendt for den lækre gedeost picodons og Loire for sine fourmes (en slags cantalost).

Der er også et stort udvalg af lokale vine såsom brouilly og andre vine fra Beaujolais, vine fra Savoie samt Côtes du Rhône… Glem ikke at smage et glas génépi (likør) fra Savoie eller en chartreuse fra Voiron.

Det sker i Auvergne Rhône-Alpes

Auvergne Rhône-Alpes afholder naturligvis en del store vintersportskonkurrencer, bl.a. Kandahar (VM i alpinski). Oplev Lyons store lysfestival Fête des Lumières om vinteren og de store messer Foire de Savoie og Foire de Bourg-en-Bresse. Regionen byder desuden på flere musikbegivenheder året rundt, heriblandt Printemps de Pérouges, Jazz à Vienne og Festival Paroles et Musiques. Der er musik hele natten under Nuits de Fourvière, Nuits romantiques og Nuits Sonores.

Auvergne Rhône-Alpes har også noget for familier med børn: krokodillefarmen, akvariet ved Lac du Bourget, Walibi Rhônes-Alpes samt Safari Parc de Peaugres...

Her ligger Auvergne Rhône-Alpes