Oplev Cindy Shermans konceptuelle fotografier på Fondation Louis Vuitton i Paris

Fondation Louis Vuitton er et af de museer i Paris, der går forrest med et ambitiøst og ekstravagant program og fra d. 23. september 2020 til d. 3. januar 2021 præsenteres en stor retrospektiv udstilling med Cindy Sherman, med udvalgte værker fra 1975-2020.

Cindy Sherman anser sine fotografier for konceptuel kunst, og maskeret er den 65 årige newyorker kendt for selv at medvirke i sine værker, som hun hele tiden genopfinder ved hjælp af nye teknikker. Hendes arbejde udformer sig i serier som udtryk for en refleksion over fotografiet som medie i forhold til maleriet, samt over kvindens plads og rolle i det moderne samfund. Især forholder Shermans værker sig kritisk til den gennemsnitlige kvinderolle i 1960’ernes USA, hvis sociale normer fornægtes i værkerne. Som ”Untitled” har værkerne ingen titel og lader sig dermed heller ikke identificere. Endelig er inspirationskilderne mangfoldige: Cindy Sherman har kigget mod maleriet og filmens verden men også reklamer, magasiner og endda erotiske billeder.

Med 170 værker, der udstilles på over 1500 kvm, præsenterer Fondation Louis Vuitton Cindy Shermans største udstilling i 10 år på europæisk jord. I alt udstilles over 300 billeder heriblandt: Untitled film stills, Rear Screen Projections, Fashion, Broken Dolls, History Portraits, Disasters, Hollywood and Hampton Types, Clowns, Society Portraits, Murals, Flappers og Men. Scenografien er udarbejdet i tæt samarbejde med fotografen og omfavner hendes virke i sin helhed fra begyndelsen af 2010’erne til Shermans nyeste værker, som offentligheden endnu ikke har stiftet bekendtskab med.

Shermans og Fondation Louis Vuittons “Crossing views”

Sideløbende med den retrospektive udstilling præsenterer Fondation Louis Vuitton i samarbejde med Cindy Sherman samlingen Crossing Views. I tæt dialog med kunstneren har man i ”The Collection” udvalgt en række af museets egne værker, som vises på to etager med fokus på portrættet og de mangeartede fortolkninger, man gennem forskellige kunstneriske greb kan tillægge: maleri, fotografi, skulptur, video og installationer. Crossing Views består af cirka 60 værker af omkring 20 internationale kunstnere på tværs af generationer, horisonter og tilgange: Damien Hirst, Clément Cogitore, Wolfgang Tillmans, Andy Warhol og Gilbert & George. Mange af de udstillede værker er ikke før blevet vist på Fondation Louis Vuitton.

Her ligger Paris