Design man ikke må gå glip af under turen til Frankrig

Designelskere kan dyrke deres lidenskab overalt i Frankrig. Man kan se udstillinger med æstetiske og funktionelle genstande, besøge moderne kunstmuseer med enestående værker, overnatte på hoteller, der er indrettet af kendte designere, og spise på restauranter med et originalt interiør.
Her er en guide!

Museer, udstillinger og arrangementer omkring design.

Der bliver sat fokus på design og designernes univers i hele Frankrig. Hermed en oversigt over arrangementer. I Paris er der masser af design på Les Docks, Cité de la Mode et du Design, som ligger i en ultramoderne bygning mellem Gare d’Austerlitz og Bibliothèque François Mitterrand, men også på Musée des Arts Décoratifs, hvor man kan se en stor udstilling med moderne møbler og inventar.

På Place des Vins de France i Bercy Village afholdes der i oktober måned de såkaldte "Puces du Design", som er et udendørs museum for design. Saint-Etienne, der ligger tæt på Lyon og under tre timer med TGV fra Paris, er blevet et trækplaster, siden byen har fået status som en af "verdens kreative byer" af UNESCO. Her afholdes hvert andet år i marts den internationale biennale for design på Cité du Design. Længere sydpå kan man deltage i den internationale designfestival "Design Parade", der er organiseret af kunstcentret Villa Noailles i Hyères. Under denne innovative event kårer man årets unge designere, og gæsterne får rig lejlighed til at møde de skabende talenter i nogle meget originale rammer.

Franske designere er efterspurgte.

Ligesom de berømte forgængere Jean Prouvé, Charlotte Perriand og Le Corbusier er de franske designere kendt langt uden for landets grænser. Den allermest kendte er uden tvivl Philippe Starck, der står bag konceptet "demokratisk design". Isabelle Stanislas, der samarbejder med Leiko Oshima i bureauet So-An, anvender hovedsageligt råmaterialer i sine arbejder. Hun har blandt andet indrettet butikkerne Zadig & Voltaire på Avenue des Champs-Elysées med beton, marmor og rør, hvilket får lokalerne til at ligne en fabrikshal. Christian Liaigre, der er indendørsarkitekt og designer, skaber moderne møbler efter gamle håndværkerteknikker. Hans berømte Nagato-taburet i træ er blandt en af de store, franske designklassikere. En anden og meget medieomtalt fransk designer er Ora Ïto, der har opfundet konceptet "simplexité", dvs. kunsten at give en kompleks genstand et enkelt udseende. Han er født i Marseille og har installeret et kunstcenter på toppen af Cité Radieuse af Le Corbusier.

Hverdagsdesign på hoteller, restauranter og i biografer.

Rejs Frankrig rundt med de mest berømte designere. Hvis du besøger Fontevraud-klostret i nærheden af Saumur i Loiredalen, kan du benytte lejligheden til at holde en pause i meget moderne omgivelser på caféerne Orangerie og Aliénor Café, der er indrettet af Laurent Vié. Du kan også overnatte på Sōzō Hotel i Nantes. Dette såkaldte "boutique hotel" er indrettet i et kapel fra det 19. årh. Det nyrenoverede hotel Marriott Renaissance i Aix-en-Provence er et sandt kunstgalleri med skulpturer af Traquandi og inventar af Christian Ghion.

Af andre hoteller med moderne indretning kan nævnes Why Hôtel i centrum af Lille med 46 værelser i farver fra 70'erne. Har du lyst til en original oplevelse? Så besøg hotellerne Mama Shelter. De er tegnet af Serge Trigano og har en enestående atmosfære. Philippe Starck har sat sit præg på en lang række restauranter fra Paris og Marseille til Lyon og Bordeaux (efteråret 2013), og heriblandt La Co(o)rniche ved Arcachon-bugten og A’Trego i Cap d’Ail på den franske riviera.

Er man i Paris, bør man helt klart se det sted, som den ny afdøde kendte designer Andrée Putman har skabt. Hendes rene og elegante stil er kendt både i Frankrig og i udlandet. Det drejer sig om restauranten på hotellet Pershing Hall ved siden af Paris' mest imponerende plantevæg. Der er også designoplevelser i vente på Café Campana, der ligger på femte sal på Orsay-museet. Her har de kendte brasilianske brødre Campana skabt en drømmeagtig atmosfære med akvarier og glas som en hyldest til den franske glaskunstner Emile Gallé og stilretningen art nouveau.